Jægere i Nordamerika begyndte at jage fortidselefanter - mastodonter - mindst 1000 år tidligere, end videnskaben hidtil har ment.
Sporene af de først kendte jægere på kontinentet kan nu føres næsten 14.000 år tilbage i tiden, påviser et internationalt forskerhold.
Holdet ledes af dna-professor Eske Willerslev ved Københavns Universitet. Resultaterne bringes i det videnskabelige tidsskrift Science.
Omskrivningen af menneskets forhistorie i Nordamerika skyldes en spydspids fundet i et ribben på en mastodont, som blev nedlagt for 13.800 år siden.
Spydspidsen, som i øvrigt er udskåret af en mastodontknogle, blev sidst i 1970'erne fundet i staten Washington. Her udgravede arkæologer skelettet af en nedlagt fortidselefant. Den er først nu blevet dateret.
Forskerholdets resultater er kommet frem, efter at knogle og spydspids har været igennem en lang række undersøgelser: DNA-analyse, protein-sekventering, avanceret computerteknik og aldersbestemmelse gennem kulstof 14-metoden.
Den ny viden er mere kontroversiel end som så.
- Gennem mange år har der hersket en intens videnskabelig debat mellem forskere om, hvem der var de første mennesker i Nordamerika, hvor de kom fra, og hvornår de kom. De sidste 100 år har den helt dominerende hypotese været den om Clovis-kulturen, siger Eske Willerslev.
Clovis er navnet på en tidlig menneskelig kultur, der er fundet spor af New Mexico. Den går omtrent 13.000 år tilbage og anses for ophav til alle Nordamerikas indianske stammer.
- Vores forskning viser imidlertid, at der var andre jægere på spil mindst 1000 år tidligere end Clovis-kulturen. Jeg mener, at der med vores fund nu er slået de sidste søm i Clovis First-teoriens kiste, siger Willerslev.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned