Brandvæsenet blev tilkaldt til Sakskøbing Skole på grund af røgudvikling. Her fik de hjælp af håndværkere til at finde problemet i en ventilationsskakt. Foto: Pressefotos
Brandvæsen blev kaldt ud til røg på lærerværelse
Lærere på en skole i Sakskøbing opdagede tirsdag morgen hvid røg på lærerværelset. Og så reagerede de hurtigt.
Personalet på Sakskøbing Skole var næsten kun lige mødt ind, da røg begyndte at udvikle sig på lærerværelset. Det antændte en brandalarm, og samtidig blev alarmcentralen kontaktet.
Da Lolland-Falsters Brandvæsen nåede frem fra Maribo, var der ifølge indsatsleder Patrick Nielsen forholdsvis meget hvid røg.
- Når der er tale om hvid røg, viser erfaringen, at det er enten elektronik eller gummi - uden at der er gået ild i det. Det styrkede vores mistanke om, at det ikke brændte, men at det kunne være lige så sundhedsskadeligt.
Herefter kom opgaven med at forsøge at lokalisere det. Men det blev udfordret af, at røgudviklingen stoppede. Og lige netop som brandfolkene tog tilløb til at pakke sammen, så begyndte det at sprede sig igen.
- Vi er gode til at lede efter varme og røg, men vi er lidt udfordrede, når vi ikke kan finde nogen af tingene. Heldigvis var der nogle håndværkere på taget, som har forstand på ventilation, og dem rekvirerede vi. De konstaterede, at der var gået en kompensator - en ventilationsmotor, som var kortsluttet, og der var brændt hul i den. Den laver rigtig meget hvid røg, og eftersom den sidder i ventilationsudblæsningen, så tager den alt det hvide røg og skubber ned i bygningen, forklarer Patrick Nielsen.
Annonce
Styr på evakueringen
Han roser samtidig personalet på Sakskøbing Skole for deres arbejde med evakueringen. Inden for de første få minutter var alle børn ude.
- Da jeg nåede frem, blev jeg mødt af skolelederen, som fortalte, at de allerede havde haft mandetælling, og at alle børn var ude. En elev kom lidt senere, men det havde de styr på. Og det giver en stor tryghed for os, når vi skal arbejde. Som forælder ville jeg også være tryg ved at vide, at der er så meget styr på evakueringen.
I og med at alle kom ud så hurtigt, var der ikke behov for ambulance.
Brandvæsenet har skubbet så meget røg ud, som man kan, og indsatslederen vurderer derfor, at der ikke længere er sundhedsskadelig røg på stedet.
Også brandfolkene fra Nakskov var på farten fra morgenstunden, da en brandalarm gik i et enfamilieshus. Her var beboerne taget på arbejde men glemt en stegepande på et tændt komfur.
Det satte gang i røgalarmen, og alarmselskabet rekvirerede derfor Lolland-Falsters Brandvæsen.
- Der var en del røgudvikling, men heldigvis var dørene til førstesalen lukkede. Så røgen blev i stueplan. Der var ingen flammer, så vi lavede en grundig udluftning, og så har vi overdraget huset til skadesservice, forklarer indsatsleder Anders Wede Andersen.
Tirsdag morgen gik røgalarmen på Sakskøbing Skole. Brandvæsenet blev tilkaldt på grund af røgudvikling. Foto: Pressefotos