Kronvidne blev "nærmest chokeret", da han så fantomtegningen
Tilbage i 1999 var der ikke én, men to fantomtegninger af Bøtø-manden i omløb – politiets og det tyske kronvidnes. Og tyskeren var "nærmest chokeret", da han så politiets.
I efterforskningen af Bøtø-sagen tilbage i sensommeren 1999 tog politiet et sjældent redskab i brug: en fantomtegning af gerningsmanden skabt på baggrund af offerets beskrivelser.
Men faktisk florerede der tilbage i 1999 to forskellige fantomtegninger i Bøtø-sagen - både politiets og det tyske kronvidnes, der var turist på Bøtø den sommer.
Og på gerningstidspunktet om eftermiddagen 4. august 1999 kom den tyske turist helt tæt på gerningsmanden.
Cykelturen i skoven
På en cykeltur i Bøtøskoven så tyskeren den 11-årige pige blive trukket over skovstien. Han var så tæt på, at han næsten cyklede ind i den gerningsmand, der efterfølgende voldtog og forsøgte at slå pigen ihjel.
Annonce
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Til venstre ses den fantomtegning, politiet sendte ud. Til højre den fantomtegning tyskeren fik lavet. ArkivfotoArkivfoto
Det tyske kronvidne har senere forklaret, at han troede, det var en far med en genstridig datter - og derfor greb han ikke ind.
Mens han stadig var i landet, brugte politiet dog ifølge tyskeren ikke hans forklaring og signalement til at lave en fantomtegning.
En beslutning, det tyske kronvidne undrede sig over, og da han kom hjem fra sin ferie på Falster, fik han skabt sin egen fantomtegning, som politiet efterfølgende modtog.
Men hvorfor gjorde politiet ikke det? Og burde politiet ikke dengang have grebet det anderledes an?
- Den slags fantomtegninger var på det tidspunkt nyt i Danmark. Det var også noget, vi spekulerede meget over, om det nu var den rigtige måde at gøre det på i den konkrete sag, siger tidligere efterforskningsleder og kriminalinspektør Bent Jørgensen her over 25 år efter.
Politiet fik - efter at have modtaget det tyske kronvidnes tegning - selv lavet en fantomtegning, der baserede sig på det 11-årige offers beskrivelser. Ifølge Bent Jørgensen var fantomtegneren ”ret overbevist om, at hun havde et godt signalement af gerningsmanden”.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
At få lavet den type fantomtegninger var ifølge tidligere efterforskningsleder Bent Jørgensen nyt. Arkivfoto: Rikke Folm BergRikke Folm Berg
De to fantomtegninger
Annonce
Da det tyske kronvidne dengang så politiets fantomtegning på Folketidendes hjemmeside, blev han ”nærmest chokeret”.
De to fantomtegninger var nemlig ikke identiske. Gerningsmanden var blandt andet meget ældre og havde andre briller, var kronvidnet sikker på.
Folketidende valgte efterfølgende at publicere tyskerens fantomtegning, så der nu var to tegninger i omløb. Men den beslutning var Bent Jørgensen ”ked af”. Han mente dengang, at den ville ”skade efterforskningen”.
Modtog flere henvendelser
Efter den tyske fantomtegning kom frem, fik politiet flere henvendelser, men det var ikke nok til, at Bent Jørgensen mente, publiceringen var en god idé.
- Min vurdering er fortsat, at offentliggørelsen af tyskerens tegning skaber forvirring, men hvem der har ret, kan vi først afgøre, når vi får fat i gerningsmanden, sagde Bent Jørgensen til Folketidende den 26. august 1999.
Hvorvidt politiet har fået fat i gerningsmanden, vides endnu ikke, men en mand fra Falster blev før jul sidste år anholdt og sigtet for drabsforsøget og voldtægten. Han sidder nu varetægtsfængslet frem til 7. april.
Manden nægter sig skyldig.
Se videoen, hvor Bent Jørgensen forklarer, hvad der skete på gerningsdagen 4. august 1999, her.
Bøtø-sagen
Den 4. august 1999 blev Bøtøskoven skrevet ind i nyere dansk kriminalhistorie.
Den dag for 25 år siden var en 11-årig pige på stranden med sin mor. På et tidspunkt løb hun op i klitterne mellem den ordinære badestrand og fribadestranden - og her blev hun antastet af en mand, som truede hende med noget, der ifølge pigen lignede en pistol.
Han trak hende flere hundrede meter ind i skoven, hvor han voldtog hende og forsøgte at kvæle hende. Pigen besvimede, og gerningsmanden forsvandt.
På vej igennem skoven blev manden og pigen set af en tysk turist, som kom cyklende, men han antog dem for at være en far med en genstridig datter.
Pigen overlevede overfaldet og løb derefter ned til stranden og vaskede sig, inden hun kontaktede sin mor, der slog alarm til politiet.
Sagen udløste efterfølgende den helt store efterforskning, hvor Rejseholdet assisterede det lokale politi.
Trods tusindvis af afhøringer på baggrund af mange forskellige slags henvendelser, en dna-profil og to fantomtegninger af gerningsmanden, så skulle der gå 25 år, før politiet via ny dna-teknik kunne anholde en mistænkt i sagen. Den sigtede nægter sig skyldig og sidder stadig varetægtsfængslet.
Seneste artikler
En mobiltelefon, en kop kaffe og en sonde: Små ting kan vende et forløb
Flygtede fra flammerne i natten
Dagens dummeste bilist: Fire sigtelser på én gang
Flammer tæt på hus: 70-årig sigtet
Tidlige storkampe venter NFH i ny ligasæson
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Gigant vil udvide på Falster
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød