Bøtø-sagen

Pensioneret kriminalinspektør Bent Jørgensen fra Nykøbing Falster Politi var torsdag gæst i krimiprogrammet Skyggesiden. Foto: Jakob Poulsen

Tidligere Bøtø-efterforsker i tv-program: - Det er dybt kritisk

Bent Jørgensen, tidligere efterforsker af Bøtø-sagen, var torsdag gæst i krimiprogrammet Skyggesiden. Her langede han ud efter dem, der kort efter varetægtsfængslingen af den formodede Bøtø-mand, brød loven.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 19. december sendte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en opsigtsvækkende pressemeddelelse ud. Der var sket et gennembrud i sagen fra 1999, hvor en dengang blot 11-årig pige blev voldtaget og forsøgt slået ihjel ved Bøtø på Falster.

I tiden efter den forfærdelige hændelse afhørte politiet tusindvis og foretog tusindvis af DNA-test, men intet ledte til anholdelse.

Det var lige indtil politiet fandt et match – ikke på den formodede gerningsmand selv, men på hans barn, erfarede Folketidende. Politiets nye DNA-teknik, slægtsskabs- eller familiesøgning, havde igen slået hul på en sag, der ellers syntes tilfrossen. I Danmarkshistorien er dette kun sket med Hanne With-sagen – drabssagen fra 1990, hvor der sidste år faldt dom.

Læs også: Anholdt i Bøtø-sagen blev fældet af dna fra sit barn

At bryde navneforbuddet

En 56-årig mand fra Falster blev anholdt og sigtet for voldtægt og drabsforsøg. Han er nu varetægtsfængslet frem til den 13. januar.


Det er dybt kritisk, at man gør det,

Bent Jørgensen, tidligere kriminalinspektør Nykøbing Falster Politi

Ved grundlovsforhøret blev der også nedlagt navneforbud, hvilket betyder, at det er ulovligt at dele oplysninger, som kan identificere den sigtede.

Læs også: Chokerende detaljer: Bøtø-manden troede 11-årig var død, mener politiet

Det så én eller flere dog stort på. I Nykøbing dukkede der sedler op med informationer om den 56-årige mand. Og det kan blive dyrt for seddelmagerne, fortalte vicepolitiinspektør Casper Andersen til Folketidende 27. december.

Bøden for at bryde forbuddet er i omegnen af 15.000 kroner.

Læs også: Sedler med oplysninger om formodet Bøtø-mand delt rundt: - Det er faktisk en ret grov sag

Dengang var der ingen sigtede i sagen, og det er der stadig ikke, da Folketidende fredag taler med vicepolitiinspektøren. 

"Dybt kritisk"

Sedlerne har forarget flere. En af dem er den pensionerede kriminalinspektør Bent Jørgensen fra Nykøbing Falster Politi. Torsdag aften kørte krimiprogrammet Skyggesiden over skærmen på TV 2 News. Denne gang handlede det om Bøtø-sagen, og her var Bent Jørgensen en af gæsterne.

- Jeg har desværre måttet konstatere, at der er nogen, der har overtrådt det vilkår, som retten fastsatte om, at man ikke må oplyse navn, bopæl og så videre, siger han i programmet.

Læs også: Bøtø-efterforsker "dybt forundret": Hvordan kan det ske?

Bent Jørgensen forstår godt, at det er en meget lokal sag, som optager mange, men han understreger, at det på ingen måde gør handlingen okay.

- Det er dybt kritisk, at man gør det, netop fordi han ikke er dømt, gør Bent Jørgensen det klart.

I krimiprogrammet Skyggesiden fortæller han også, at det var en stærk oplevelse at se den 56-årige mand til grundlovsforhøret.

Folketidende vil mandag være til stede i Retten i Nykøbing, hvor det besluttes om den 56-årige mand stadig skal sidde varetægtsfængslet.

Ved grundlovsforhøret nægtede den 56-årige sig skyldig.