HJEMLØSE: FÆRRE I BYERNE, FLERE PÅ LANDET

LOLLAND-FALSTER: Hvert andet år tæller man i uge seks på landsplan, hvor mange hjemløse der er i Danmark. Tallet for 2021 er ikke offentliggjort endnu, men i 2019 var det 6.431 - et lille fald fra 2017.

Sådan var det på landsplan, men dykker man ned i tallene, kan man se, at der bliver færre hjemløse i byerne, men flere på landet.

- Man har kunnet se en tendens til stigende hjemløshed i landkommunerne. Fra 500-600 for 12-15 år siden til næsten 1.000 i 2019. Hovedparten af hjemløsheden er i de større byer, men hver sjette-syvende var i landkommunerne.

Det fortalte seniorforsker Lars Benjaminsen fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - da ngo'en KFUM's Sociale Arbejde på Folkemødet satte fokus på hjemløshed i landdistrikterne.

Her deltog Britta Lange (S), der er formand for socialudvalget under byrådet i Guldborgsund Kommune.

Hun fortalte, at den seneste optælling har vist, at der er cirka 100 hjemløse i Guldborgsund Kommune. Og hun gætter på, at det høje tal kan hænge sammen med, at der er de to institutioner Saxenhøj og Sønderskovhjemmet.

Den slags institutioner og tilbud til hjemløse har nemlig betydning for, hvor i landet man finder dem.

- Nogle flytter ud, fordi de ikke kan blive hjulpet i byen og kan få fred på landet, bemærkede Kira West, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte og direktør for Hjem til Alle-alliancen.

Den tendens kunne Karen-Marie Heltoft, der er forstander på forsorgshjemmet Toften i Slagelse - et tilbud under KFUM's Sociale Arbejde - bekræfte.

- Vi har gode tilbud i Slagelse, men når man ser ind mod København, er der ikke de samme tilbud, sagde hun.

Presses ud

Nogle hjemløse vælger selv at flytte på landet.

- Passer du ikke ind, eller har du opgivet systemet, så giver det også frihed at flytte på landet, bemærkede Jonas Laursen, der er næstformand i Sand, som er de hjemløses landsorganisation.

Men der er også hjemløse, der presses ud, fordi kommunerne har en ret til at "udvisitere". Det vil sige, at kommunen - når visse betingelser er opfyldt - kan tvinge borgeren til at flytte fra et botilbud. Og en gang imellem misbruger kommunerne den ret til at "eksportere" de dyre borgere, oplever Karen-Marie Heltoft.

- Vi ser, der er et større ryk fra København ud mod landet, og nogle virker til ikke selv at være søgt hertil. Og vi oplever et pres: Kommuner finder boliger, som borgerne ikke ønsker. Det er ikke alle steder på landet, der er tilbud, de dårligste kan få brug for, sagde hun.

Den praksis tog Britta Lange afstand fra. Hun understregede, at der ikke er nogen borgere, der ikke er velkomne i Guldborgsund Kommune, og at kommunerne ikke skal tvinge borgere til at flytte til et sted i landet, hvor de ikke har lyst til at være.

- Udvisiteringsretten kan godt give mig lidt myrer i maven. Det er noget af det, vi skal være meget opmærksomme på, for vi skal ikke genindføre stavnsbåndet, sagde hun og beskrev, hvordan det ikke må gå her i lokalområdet - at en medarbejder på Saxenhøj kommer til en borger og siger "Ved du hvad, hr. Jensen, nu skal du rejse ud, for vi har en nøgle og en lejekontrakt i Vesthimmerland".

Problem med pengene

Kira West tog også afstand fra en praksis, hvor borgere "eksporteres" ud af kommunen. Det må kommunerne ikke uden borgernes samtykke, fastslog hun.

- Det er voksne, myndige mennesker, der skal skrive under på lejekontrakten. Så kommunen har ikke løst opgaven, før den i samarbejde med borgeren har lavet en plan, borgeren vil have. Det giver kommunen et incitament til at finde den bolig og indsats, der passer til borgeren. Så borgeren kan sige "Jeg vil ikke bo i Maribo, jeg vil til København", sagde hun.

Kira West tilføjede, at problemet hænger sammen med den måde, økonomien er skruet sammen på, når borgere flytter fra en kommune til en anden.

- Der er et problem med den mellemkommunale finansiering, og det er utroligt, det skal være så svært at udvikle en model til, at kommunerne kan agere på tværs, sagde hun.