Ildsjæl i isolation efter USA-tur

NAKSKOV Lise Simon er ildsjæl med stort I og lokalkendt for sit enorme engagement. Men i disse dage er hun og hendes mand gået i frivillig isolation efter en rejse til USA, hvor de har været på besøg hos datteren, Lene.

- Vi følger selvfølgelig myndighederne anbefaling, som nu lyder, at alle, der har været ude at rejse, skal gå i frivillig isolation, fortæller Lise Simon på en telefon.

Det vil sige holde sig væk fra omgang med andre mennesker, ikke selv gå ud at handle, men gerne gå en tur langs stranden helt for sig selv.

Det har selvsagt vendt op og ned på tilværelsen for den ellers travle 77-årige ildsjæl, som er engageret i både Nakskov Fjorddage, Nakskov Kulturby og Nakskov Sukkerfestival, er formand for Vestlollands Turistforening, medlem af aktivitetsudvalget i Nakskov Handel og Erhverv, medlem af bestyrelsen for Lolerkredsen Dodekalitten plus alt det løse.

- Der er ikke sjovt, men vi går jo ikke glip af noget, da alt er aflyst, siger hun.

Men Lise Simon lyder ikke overbevisende frejdig, da hun siger det. For hun er et energibundt, hvilket alene hendes talehastighed afslører. Det går hurtigt. Så det er en udfordring at blive sat ned i tempo.

Lise Simon og hendes mand rejste til USA 26. februar for 25. eller 26. gang. Hun kan faktisk ikke huske det. De har været der mange, mange gange, fordi deres datter, Lene, har arbejdet for et dansk møbelfirma i USA. Nu er hun imidlertid på vej til at flytte tilbage til Danmark, efter planen til 1. april. De var derfor denne gang derovre for at hjælpe datteren med at pakke ned.

- Tænk, at man kan være væk i 14 dage og så komme hjem til en væltet verden, siger Lise Simon.

- Da vi rejste ud, var der ingen snak om noget som helst, og i Chicago var der heller ikke nogen særlig fokus på cornavirus. Der var en præsident, der sagde, at det ikke var noget at bekymre sig om - selv om der på det tidspunkt var blandt andre 11 kendte smittede i staten Illinois, hvor Chicago ligger. Men så begyndte der at ske noget.

- Folk begyndte at hilse på hinanden med albuerne og bruge albuerne til at åbne og lukke svingdørene. Der tikkede afbud ind til en møbelmesse, som min datter skulle til, og da begyndte vi at snakke mere og mere om det. Den sidste dag, vi var der, var der enkelte tomme hylder i supermarkedet, hvilket, ifølge min datter, siden er blevet værre.

Men derfra og så til at gøre sig klart, hvordan landet lå herhjemme, mens man gik rundt i Chicago. Der var et stykke, fortæller Lise Simon.

- Det var først, da vi kom hjem og hverken kunne kramme vores datter Tine eller vores to voksne børnebørn, at det gik op for os.

- Vi havde ikke fattet det eller mærket det, mens vi gik rundt derovre.

- Det er en voldsom virkning, det kan have på en, at alt kan ændre sig så hurtigt. Vi er ikke bekymrede. Men vi tager det alvorligt, fastslår hun.

Ikke mindst fordi Lises 81-årige mand lider af astma.

- Vi kan derfor ikke lade være med at tænke på, at vi har været i tusindvis af elevatorer og rørt ved tusindvis af håndtag i USA.

Heldigvis er søde naboer og genboer trådt til for at hjælpe dem igennem disse uger.

- De kommer med mad og indkøb, som de stiller foran vores dør.

Så nu skal dagene bare gå, og helst med lidt aktivitet, påpeger Lise.

- Vi tager den 10 gange rundt om spisebordet og rejser os og sætter os på stolene mange gange, ser lidt fjernsyn, og så har vi heldigvis nettet og de sociale medier, siger hun.

- Jeg har også nogle fondsansøgninger, som jeg skal have skippet af sted.