Mindeord over Lis Vibeke: Det er noget med farverne. Noget med skønheden. Og noget med kattene; det siger sig selv

Mindeord: Vi har modtaget dette mindeord over Lis Vibeke Læsøe Olsen fra hendes ven og tidligere kollega Gudrun Pedersen:

På min reol står en bog med mange fortællere. ”Det glade hjerte lever længst - livskunst, lykkestunder og levet liv”, hedder bogen. Én af skribenterne hedder Lis Vibeke Læsøe Olsen.

”Solstrålefarmor - Selskabsfarmor - Stædige farmor” er titlen på hendes bidrag. Side om side med Johannes Møllehave, Hanne Reintoft og mange andre skriver Lis Vibeke sin historie om, hvad der kan gøre hjerter glade.

Og typisk nok handler historien ikke om hende selv. Ikke direkte, i hvert fald - som så ofte i sit liv træder Lis Vibeke diskret i baggrunden; skjuler sin egen andel for at lade andre stråle. Hun er der; sansende og nærværende som altid. Men hendes historie handler om en livskunstner, som hun elskede og lærte af: Hendes farmor.

Fortælleglæden og det vidtåbne blik for detaljer

”Farmor, der danser polka ned ad Champs Elysées i Paris på den første udenlandsrejse i hendes 80 år lange liv. Og som to dage senere sidder ved siden af mig i Pariser-operaen med tårer, der blødt lander i skødet af hendes flaskegrønne velourkjole. Den fineste, hun har: - Tænk, at jeg skulle opleve det.”

Lis Vibekes kærlige hjerte, Lis Vibekes vidtåbne blik for de præcise detaljer, der fortæller helheden, Lis Vibekes enestående evne til og glæde ved at fortælle - det hele stråler igennem hver linje i hendes beretning om sin ”Rige farmor, der gav mig en arv, som stadig trækker renter. Ikke i banken, for farmor blev aldrig særlig rig på penge. Men hun gav mig en arv, der er meget mere værd: En opskrift på det gode liv.”

Kattene, farverne og den umiskendelige giver

På mit skab står to porcelænsstager med syv katte og mange farver på. Når fyrfadslysene tændes i de tynde, skrøbelige stager, spreder gyldne, røde og blå strejf selv det tungeste efterårsmørke. Kattestagerne er en synlig arv fra Lis Vibeke i mit hjem; én af de mange gaver fra hende, som varmer hjertet og lyser hverdagen og aftenen op.

Og typisk for gaverne fra min elskede veninde er det helt umiskendeligt, hvem der er giveren. Mine sønner, som begge er dybt berørte af Lis Vibekes død, har gennem mange år med usvigelig sikkerhed kunnet udpege ”en Lis Vibeke-gave”, når der er dukket noget nyt op i mit hjem.

Det er noget med farverne. Noget med skønheden. Og noget med kattene; det siger sig selv.

I dag er kattestagerne endnu kærere for mig, end de har været i de mange forudgående efterårsmåneder, siden de flyttede ind hos mig. Men meget vigtigere end de smukke stager og andre forgængeligheder er alle de minder og billeder, som dine gaver kalder frem.

Du var den bedste ven, kollega og samtalepartner

Jeg har minder fra vores første fælles kontor på Ny Dag i Nykøbing - over LIV-redaktionen på Folketidende - til The Radio Days på det, der dengang hed Regionalen. Medie efter medie var du den bedste og dygtigste kollega - selv om du altid mente, andre var bedre end dig. Lige hvad det angik, tog du fejl…

Der er også de lykkelige minder om lyse dage og sene nætter med the i kruset eller bobler i glasset og ustoppelige samtaler om livet, døden, sproget og alt muligt andet, som det er vigtigt at snakke om. Du var den varmeste, kærligste, sjoveste samtalepartner!

Og jeg har minder om virkelig tunge dage, hvor du altid stod klar og sprang til, når jeg var i nød - også når du ikke vidste, hvad du kunne risikere at møde. Du ved, hvad jeg tænker på. Du var der for os. Og du var den bedste ven, noget menneske kan ønske sig!

Dans en polka med farmor på Champs Elysées

I mit hoved og i mit hjerte har jeg hundredvis af billeder af dig, Lis Vibeke. Men ikke i mine fotografiske gemmer. Det opdager jeg nu, hvor jeg sidder og leder, fordi jeg har brug for at se dig igen.

Måske fordi du og jeg ikke gjorde det meget i selfies og den slags. Vi havde travlt med snak og andre vigtige ting. Men måske var det også lidt typisk for dig, at du altid holdt dig i udkanten af søgelyset. Ligesom i din fortælling om din farmor, så lod du altid andre om at stråle, men holdt dig selv tilbage.

Og måske er det én blandt mange grunde til, vi er så mange, der i dag må sige, at vi har mistet et af de få mennesker, som alle bare måtte holde af. Et helt igennem elskeligt menneske.

Det glade hjerte lever længst. Alligevel er dit hjerte nu stoppet alt, alt for tidligt.

Jeg savner dit selskab, dit solskin og den stædighed, som du, ligesom din farmor, også rummede. Men jeg må lære af din kloge farmor og bare være taknemmelig for at kunne sige: Tænk, at jeg skulle opleve dig.

Tak for dit aldrig svigtende venskab. Du var en vidunderlig danser. Jeg håber, at du nu danser en glad gensyns-polka med din solstrålefarmor på Himlens Champs Elysées. Og jeg glæder mig til at dele et glas, der perler om kap med din glade latter, når vi ses igen engang.