POVL DISSING VAR KAMMERAT MED HELE DANMARK

Povl Dissing blev for alvor landskendt i midten af 1960'erne, hvor han optrådte med sange som ”Drengen og hesten” og ”25 minutter endnu”. Men at blive kendt betød ikke at blive elsket - snarere tværtimod. I den brede befolkning havde man mere end svært ved at forlige sig med Dissings nasale og helt personlige måde at synge på. Adskillige gange måtte han sågar tage flugten, når han var ude og optræde for ikke at få tørre tærsk.

Ti år senere har de samme danskere, og flere til, taget Povl Dissing til deres hjerter, når han sammen med Benny Andersen fortolkede sidstnævntes digte om den halvfede, halvskaldede, halvsvensker Svante Svendsen i ”Svantes viser”. Nu var Dissing pludselig kammerat med ikke alene solen, men med hele Danmark.

Historien kender vi på forhånd, og vi får den genopfrisket i Jens Folmer Jepsens biografi ”Dissing”, som netop er blevet udgivet. Men vi får så meget mere end den historie. Allerede da Povl Dissing døde 18. juli i år, var Jens Folmer Jepsen næsten færdig med biografien - et arbejde han havde startet to år tidligere, da han havde fået overleveret en masse materiale fra Dissings hustru Pia Dissing Jacobæus. De to har kørt parløb i skabelsen af biografien, som bærer undertitlen ”Fra ende til anden”.

En lykkelig mand

”Jeg er lykkelig, når jeg synger” er Povl Dissing citeret for på biografiens titelblad.

Hvilket han da heller ikke skjulte, når man oplevede ham til en af de flere tusinde koncerter, han nåede at medvirke i gennem mere end 60 år. Og det var, uanset om han sang blues sammen med Peter Thorup og gruppen The Beefeaters, om han sang syrede sange som vi finder dem på albummet ”Nøgne øjne”, om han fortolkede gamle, danske viser sammen med blandt andre Benny Holst eller han levede sig helt ind i Svante Svendsens problematiske liv sammen med Benny Andersen.

At Povl Dissings mere end 40 års samarbejde med Benny Andersen var lykkeligt, fremgår blandt andet af et brev fra Benny til Povl, som Jens Folmer Jepsen citerer i bogen, hvor han skriver: ”Hvis folk vidste, hvor meget vi nyder at spille sammen, tror jeg, at de ville nægte at betale entre. De ville måske ovenikøbet forlange penge for at komme ind”.

Mange indover

”Dissing” er bygget helt klassisk op, med udgangspunkt i Povl Dissings barndom i Stavnsholt ved Farum og frem til hans død som 84-årig i Hundested. Undervejs citerer Jens Folmer Jepsen en lang række af de musikere, som Dissing arbejdede sammen med undervejs. Folk som Benny Holst, Politikens tegner Jørgen Saabye, Peter Thorup, Trille, Flemming Quist Møller, Peter Bastian og altså også Benny Andersen.

Derudover har forfatteren krydret med interviews med Niels Hausgaard, Thomas Helmig, Steffen Brandt, Poul Krebs, Kjartan Arngrim fra bandet Folkeklubben og naturligvis Povl Dissings familie og venner.

Jens Folmer Jepsen er, udover at være forfatter, tidligere direktør for Aarhus Festuge, og han har skrevet tekster til På Slaget 12 og Lis Sørensen. Han er manden bag de satiriske programmer ”Kongeriget” og ”Mit liv som Bent” på tv, og han har gennem flere år produceret Niels Hausgaards shows for tv.

Nogle gange er det som om, at forfatteren har alt for meget stof, som han vil berige os læsere med. Han kan i flere passager bevæge sig ud ad en tangent, hvor man er bange for, at han ikke kommer tilbage. Men han kommer hele tiden tilbage, og på den måde bliver ”Dissing” også et signalement af en tid, hvor der blev eksperimenteret på livet løs - ikke mindst i de kredse, hvor Povl Dissing bevægede sig. Hvor man ikke altid valgte de mest hensigtsmæssige løsninger på problemer, men hvor kreativiteten florerede. Ofte ved hjælp af en eller flere joints.

Som Povl Dissing er citeret for at sige: ”Jeg indspillede en sang, der hed ”Jeg har godt nyt i dag”. Senere omdøbte vi den til ”Jeg har nydt godt i dag””. Det var andre tider, men det var fede tider, fornemmer man, når man læser Jens Folmer Jepsens biografi over en kunstner, som ikke alene gjorde sig selv lykkelig ved at synge. Han gjorde os alle lykkelige.