"Jeg går fra at kunne alt til at finde ud af, at jeg er syg resten af livet"

- Hvis der var gået en måned mere, så var jeg død. Læs 1. kapitel i historien om Axel her

KAPITEL 2: Da Axel har fået sin diagnose, starter et fuldstændig anderledes liv, hvor han skal i dialyse tre gange om ugen i fire timer af gangen på Nykøbing Sygehus sammen med andre nyrepatienter, der er meget ældre end ham.

- Så er man pludselig en syg person, som skal forklare til alle sine venner, at man ikke er ung som dem.

- Det er en afkobling fra livet for mig.

Han føler desuden, at det er surrealistisk, at han er så syg, som han er.

- Det er svært at forstå.

En altopslugende proces

Der er også mange ting, man ikke må, når man er nyrepatient. Der er for eksempel begrænsninger på, hvor meget man må drikke, Axel måtte kun drikke en liter om dagen, han skal lære at tage medicin, og så er der rigtig mange ting, han ikke må spise.

- Så i starten er det en altopslugende proces for at prøve at forstå, hvad det er, jeg er i.

Livet efter diagnosen står også i kontrast til, hvordan han hidtil har oplevet livet.

- Mit liv har egentlig været ret let og ligetil, og jeg har følt en udødelighed som ung. Så der er et eller andet, der bliver brudt der, da jeg går fra at kunne alt til lige pludselig at finde ud af, at jeg er syg resten af livet.

For ham er det hårde derfor ikke selve beskeden om diagnosen.

- Det hårde er den hverdag, der kommer efter nogle måneder.

En tid af meget kærlighed

- Alle mine venner er selvfølgelig kede af det på mine vegne. Det er søde, dejlige venner, jeg har, og jeg oplever en tid med meget kærlighed.

Men som månederne går, bliver det svært for Axel, at de andres liv fortsætter.

-De rejser ud i verden og flytter hjemmefra, og jeg står bare stille.

- Der er desuden den her tomgang, hvor jeg ikke får det bedre. Det er bare sådan, mit liv er. Jeg går i dialyse tirsdag, torsdag og søndag på Nykøbing Sygehus. Jeg er vildt træt hele tiden, og jeg har ikke overskud til noget. Og så har jeg måske lige to dage, hvor jeg kan tage på arbejde på Scandlines og på Søllested Landsbyordning og prøve at leve et lidt almindeligt liv.

Alt bliver meget trist

- Men jeg får det ikke bedre, faktisk har jeg det værre efter seks måneder. Det er nok det, der slider hårdest på mig.

Det kommer bag på Axel.

- Selvfølgelig gør dialyse, at man kan leve, men jeg tror, at det går op for mig, at jeg ikke bliver rask af dialysebehandlingen, for det gør man ikke.

Forværringen gør, at Axel næsten må stoppe med at arbejde.

- Der brugte jeg rigtig mange timer på sofaen. Så det liv, jeg troede, jeg skulle have, begynder jeg ligeså stille at tro, at jeg aldrig skal have alligevel. Det er ligesom ens livsdrømme bliver slukket, alt bliver meget trist.

- Jeg tror helt klart, at det var det sværeste i den her proces frem mod nyretransplantationen.

Men også transplantationen viser sig at kræve mere af både Axel og hans mor, Karen, end nogen af dem har forestillet sig.

Du kan læse kapitel tre i avisen på tirsdag.