Lejligheder i vandkanten: Tømrerpar køber historisk bygning

Magnus og Julie Jakobsen, der ejer det lokale byggefirma Sv. Iversen, har købt Toldkammeret og skal indrette store lejligheder og kontorer. Foto: Anna C. Møhl

Det vil tage tre år at renovere Toldkammeret på havnen i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udsigten bliver mere end almindelig god, når de nye lejere kan rykke ind i Toldkammeret langs Nakskov Havn.

Magnus og Julie Jakobsen, der ejer det lokale byggefirma Sv. Iversen, har købt Toldkammeret, som skal indrettes med fire til fem store lejligheder på 1. sal og kontorer i stueetagen.

Tom i årevis

Bygningen, der hidtil har været ejet af Lolland Kommune, har stået tom i flere år.

I 2021 blev den købt af Gustav von Rosen, som ville udvikle et såkaldt boutiquehotel med cirka 25 værelser. Men i sensommeren 2024 lod Gustav von Rosen handlen gå tilbage. De økonomiske forudsætninger havde ændret sig drastisk, fordi renten var steget meget.

Imponerende bygning

Men nu er Magnus og Julie Jakobsen kommet på banen og har afsat de næste tre år til at renovere den imponerende bygning. Toldkammeret er fredet i bevaringsklasse 2 og skal bevare sit udtryk.

Så snart man får skubbet den tunge hoveddør op, fornemmer man, at der er noget storladent på spil. Godt håndværk, solide materialer og sans for detaljer ser man især på 1. sal, hvor smukke udskårne døre omkranses af lige så fine gerigter og smukt bemalede søjler holder det hele på plads.

Skal man op på 1. sal går man gennem en hall, der har en stor wauh-faktor. Gulvet er af marmor og en kæmpe lysekrone hænger ned over den imponerende trappeopgang.

Datidens internet

- Det er synd, at den står og forfalder, så nu vil vi gerne løfte bygningen, siger Magnus Jakobsen.

Det er synd, at den står og forfalder, så nu vil vi gerne løfte bygningen.

Magnus Jakobsen

Lige nu er bygningen ikke i den bedste stand. Nogle tagsten har løsnet sig og det regner ind. Derfor går håndværkere rundt og er i gang med at vintersikre bygningen, så der ikke opstår flere skader.

For overhovedet at kunne finansiere renoveringen af den mere end 100 år gamle historiske bygning, skal der søges fonde.

Arkitekt Philip Rasmussen, som er konsulent på projektet, vurderer, at det vil koste et tocifret millionbeløb at genrejse den stolte bygning til ære og værdighed.

Kontorer til virksomheder

- Det kan blive rigtig godt og bygningen ligger attraktivt. Jeg tror slet ikke, at det bliver noget problem at leje lejlighederne og kontorerne ud, siger Magnus Jakobsen.

Lejlighederne på 1. sal bliver på godt 100 kvadratmeter. Nogle med udsigt til havnen, andre kan kigge ned på en fin baggård, hvor datidens internet stadig står. Bygningen er et dueslag, hvor tolderne sendte vigtige dokumenter afsted i i flyvehøjde.

Med 600 kvadratmeter til kontorfaciliteter håber Magnus Jakobsen at trække virksomheder til havneområdet.