Ruth stiftede spejdergruppe for 50 år siden: Én ting står der stadig

Novemberkulden bider fra sig, men tydeligvis noget mindre på en flok spejderpiger i alle aldre end på Folketidendes udsendte, der åbenlyst har glemt spejdermottoet om at være beredt. Hos De Grønne Pigespejdere lidt uden for Brandstrup på Sydlolland er lørdagen en festdag, og derfor er der bål i haven, escaperoom og en masse spejderaktiviteter fra både før og nu.

Det er 50 år siden, at De Grønne Pigespejdere i Brandstrup blev en realitet. Dengang hed de godt nok KFUK, men det blev ændret på landsplan for lidt mere end 20 år siden. I dag tæller den sydlollandske spejdergruppe 49 medlemmer, og gruppeleder Linda Rasmussen er med sine 34 år som lokal spejder en af dem, der har været med i længst tid.

Hun er godt i gang med at fortælle om glæderne ved spejderlivet, da hun pludselig går lidt i stå. Blikket søger et par gang bag ved journalisten.

- Ja, du må undskylde, at jeg lige mister fokus lidt. Men en af de kvinder, der var med til at stifte spejdergruppen er lige ankommet kan jeg se, siger hun.

Minder i kappen

Og ganske rigtigt. En ældre dame er trådt ind i haven foran spejderhuset, selvfølgelig iført den grønne spejderuniform og med en grå kappe til at holde kulden ude.

Det er 50 år siden, at Ruth Larsen stod med en flok piger i Brandstrup, som manglede et fællesskab. Selv havde hun ingen erfaringer med spejderbevægelsen, men det var der andre kvinder, der havde. Og inden længe var pigespejdergruppen en realitet.

Minder er der mange af, og snakken går lystigt. Ruth Larsen tager sin kappe af, og spørger om de stadig laver nogen som dem, men det gør man ikke. Tiderne har skiftet lidt.

Præcis som spejderuniformen fortæller kappen historier om alt det, der skete i den lille pigespejdergruppe. Ikke mindst om ture ud i verden, som der har været mange af.

Selv er Ruth Larsen beskeden når hun omtaler sin rolle i et sydlollandske foreningsliv.

- Jeg havde et helt hold piger, som stod og manglede noget i fritiden, men havde ikke erfaring med at være spejder. Det havde Inger, og derfor lykkedes det, fortæller hun, inden hun går ind i det spejderhus, som først er kommet til efter hun for små 25 år siden stoppede som leder.

Skylder Ruth meget

Knapt er hun trådt indenfor døren, før hun går i stå. Blikket er rettet mod en trækasse, der står så snart man træder ind.

- Nej, har I min gamle køkkenkasse endnu, udbryder hun.

Kassen på gulvet har hun tænkt på, og også været spændt på om den stadig var en del af spejdergruppen. Og det er den. Den gør stadig en forskel, ikke mindst fordi den har den helt rette højde til at de mindst kan finde plads og få fodtøjet på.

For Ruth Larsen byder besøget på masser af minder, ikke mindst da hun et øjeblik efter tager fat i scrapbogen. Og for gruppeleder Linda Rasmussen er besøget også noget hun sætter stor pris på,

- Havde det ikke været for hende, og de øvrige ledere, så havde vi ikke haft denne gruppe. Jeg er virkelig taknemmelig for at de var nogle, som gav os muligheden for at kunne føre dette videre, siger hun.