- SIDSTE GANG VI KØRTE, LÅ BIRGITTE STABLET OP PÅ BAGSÆDET MED PUDER

NAKSKOV: Henrik Lund er i sorg. Det kan mærkes på den forsagte stemning, som hans sørgmodige blik, sammensunkne skuldre og stilfærdige bevægelser rundt i køkkenet på Vindeholmevej i Nakskov udløser. Han vil gerne byde på et eller andet, kaffe, vand, og mens han sysler, går snakken til en begyndelse om løst og fast.

- Vi er ved at bygge om, nævner han.

Men der er ikke længere noget "vi". For Henriks hustru, Birgitte, er død. Hun døde 19. september 2022, efter tre års behandling mod en brystkræft, som slutteligt tog hendes liv.

- Jeg siger "vi", fordi Birgitte stadig er her, siger Henrik Lund.

Så nylig er sorgen.

Ikke desto mindre har han selv henvendt sig til Folketidende, fordi han gerne vil sætte fokus på de mange timer, som kræftpatienter bruger på kørsel, når de - som ham og hans hustru - bor langt fra de specialiserede kræftafdelinger på regionens hospitaler.

Selve behandlingen har han intet at udsætte på. Den var den bedste, Birgitte kunne få, betoner han. Men al den kørsel, som de måtte ud i... Det var en unødig belastning, mener han.

Han undrer sig over, hvorfor det er patienter, der skal køre til Sjælland, når der i stedet kunne køre en specialiseret læge eller sygeplejerske til Lolland for at hjælpe patienterne i deres hjem eller i hvert fald i nærheden af deres hjem.

- Det er syge mennesker, der skal på landevejen, siger han og fastslår:

- Jeg kan ikke se fornuften i det. For patienternes skyld synes jeg, der skulle være bedre muligheder for behandling i hjemmet eller på et nærhospital.

Fik en smerteplaget tur

Under hans hustrus sygdom har det mange gange været ham, der har kørt hende til og fra scanninger, biopsier, samtaler, kemobehandlinger, operationer og kontrol i enten Ringsted, Roskilde, Nykøbing F., Køge, Slagelse eller Næstved - især til Næstved, da det er her, Onkologisk Afdeling er placeret.

- Sidste gang, vi kørte, lå Birgitte stablet op på bagsædet med puder, fordi hun ikke kunne sidde opret. Hun havde metastaser i rygsøjlen, der gjorde det smertefuldt at sidde, og væske i bughulen, der trykkede.

Det var en hård tur, men det var mange af de foregående ture også, påpeger han. Især dem, hvor de skulle til samtaler.

- Vores evne til at kommunikere forsvandt deropad. Vi kunne godt begynde turen med at snakke om; hvad skal vi have at spise i aften? Men så fyldte den kommende samtale for meget. Bekymringen for, hvad vi skulle have at vide. Det føltes jo som at være på vej til skafottet. Så når vi nåede Bårse, var vores samtaleevne overstået, fortæller han.

Han undrer sig over, at især samtalerne ikke kunne klares ved, at det var lægen, der flyttede sig, i stedet for patienten, eller at de ikke kunne klares ved videokonsultation.

Henrik kan desuden næsten ikke forestille sig, hvor hårdt det må være for de patienter, som tilmed skal tage turene med flextrafik.

- Vi har været rimelig selvhjulpne, og det har vi været glade for, at vi kunne være. Jeg har også selv været glad for, at jeg kunne bidrage praktisk og hjælpe. Men der er mange - enlige og ældre - der ikke har de muligheder, siger han.

Har spurgt forgæves

Henrik har undervejs i behandlingsforløbet flere gange spurgt, om det ikke kunne gøres nemmere af hensyn til hans Birgitte.

- Svaret har været, at Næstved er der, ekspertisen er samlet, og at det giver den bedste behandling. Men jeg har svært ved at se, hvorfor det ikke skulle kunne gøres mere lokalt, siger han.

Han er med på, at strålebehandlingen nødvendigvis må foregå i Næstved, fordi en strålekanon er enormt bekostelig og kræver helt særlige fysiske forhold. Men kemobehandlingerne, mener han, kunne flyttes.

- Det er blot et drop, der skal lægges, og jeg tænker, at det er noget af det første, man lærer som sygeplejerske, sikkert lige efter plasteret - ja, undskyld min sarkasme, men det virker ikke til at være raketvidenskab.

Det blev dog afvist.

- Vi fik at vide, at når man starter ny kemobehandling, er det vigtigt, at man bliver observeret, hvis man skulle få det dårligt.

Ifølge Henrik giver det også god mening, når det gælder ny behandling.

- Men alle resten af behandlingerne med den samme kemo, de bliver bare sat i gang. De kunne derfor godt gives mere lokalt, mener han.

- Måske kunne en sygeplejerske have behandlingen med i en køletaske. For det er da mere anstændigt at flytte en sygeplejerske ud i patienternes hjem eller til et nærhospital, end at flytte 10 patienter.

Han undrer sig over, at han ikke mødte en større åbenhed, når han spurgte til det.

- Det virker som om, der stædigt bliver holdt fast i, at det er i Næstved, alt skal foregå, siger han og tilføjer, at end ikke en indsprøjtning i låret med antistoffer kunne foregå andre steder end på afdelingen i Næstved.

- Vi måtte køre tre timer for et stik, som det tager fem minutter at give.

Han sidder desuden tilbage med oplevelsen af, at flere ture var decideret spild af tid.

- Vi er også flere gange kørt langt for at få en sludder for en sladder. Forundersøgelser uden indhold, for eksempel en tur til specialtandlæge i Køge, fordi ens tænder kan blive påvirket af behandlingen. De kiggede end ikke ind i munden på Birgitte, og det tog ikke 10 minutter, så gik det hjemad igen, siger han og tilføjer:

- Det er dyrt for alle.

Kigger for isoleret på kræften

Ifølge Henrik bliver der kigget for isoleret på kræften.

- Der bør kigges langt bredere på alle de problematikker, der opstår, når man bliver ramt af kræft. Det ville gavne vores samfund, vores miljø, vores pårørende, vores syge familiemedlemmer og måske også vores økonomi, siger han og uddyber:

- Måske ville det ligefrem gøre det billigere for samfundet, da der ikke skal betales alle de kørepenge, som man modtager for at køre til behandling - også selvom det kun er den laveste takst, der udbetales. Miljøet ville også blive mindre belastet ved mindre kørsel.

- Den kræftramte ville også bedre kunne opretholde kontakten til arbejdsmarkedet - tro mig, mange har ikke lyst til at være mere væk end nødvendigt, siger han.

Han pointerer, at Birgitte passede sit arbejde som jobkonsulent på Jobcenter Lolland i Nakskov indtil tre måneder før sin død.

Endelig er der de pårørende.

- De ville også bedre kunne passe deres job, fordi de ikke skulle tage hele og halve dage fri for at køre, og de ville slippe for en masse dårlig samvittighed over at være nødt til at tage så meget fri, siger han og tilføjer:

- Heldigvis har min arbejdsgiver været meget forstående.

Henrik er kirkegårdsleder på Nakskov Kirkegård. Forståelsen rækker derfor også ind i hans nu.

- Hvis der er noget, de kan finde ud af på kirkegården, så er det at håndtere folk i sorg, siger han.

Og selvom intet kan fjerne sorgen, så vil der være trøst at hente i at kunne bidrage til, at kræftpatienter skal køre færre kilometer i deres behandlingsforløb, påpeger han.

- Så vi håber, at der kan kigges på at få flyttet kræftbehandlingen ud lokalt, siger han og er igen tilbage ved "vi".