OPSKRIFT 🍽️

Andesteg - helt klassisk opskrift

Andesteg stegt med æbler og svesker.

Steg anden længe og ved lav varme for at få den møreste, gode andesteg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sværhedsgrad: 🍳🍳 (let øvet)

Ingredienser

  • 1 and
  • Salt
  • 1-2 æbler
  • Svesker, en pose
  • 2 gulerødder
  • Et halvt knoldselleri
  • 3-4 dl vand

Andestegen er fast bestanddel på mange mortensaftens- og juleborde landet over. Det møre, saftige kød, det sprøde skind. Og andesovsen. Så er det som om står sol, måne og stjerner står helt rigtigt. 

Anden er en fed fugl, og det er en god forudsætning for, at den ikke bliver tør. Steg den længe ved lav varme for at få det bedste resultat.

Anden kan med fordel steges dagen før, den skal spises. I så fald skal du stege den færdig  partere den dagen før og på selve dagen, hvor den skal spises, blot pensle den med andefedt og give den 15-20 minutter ved høj varme. Gerne 225 grader for at skindet bliver sprødt.

Fremgangsmåde:

Tag anden op af fryseren nogle dage før, du skal stege den. En tommelfingerregel er et døgn pr. kilo. Dvs. vejer din and tre kilo, skal du tage den op tre dage før, du vil stege den. Placer den i et fad i køleskabet, da der kan løbe kødsaft fra emballagen.

Tør anden godt af indvendig og udvendig, og gnid den godt med salt inde og ude.

Fyld den med æbler i både og svesker, og luk den med kødnåle.

I anden finder du typisk indmaden i en pose. Det er hjerte, lever, hals og kråse. De giver en masse smag til sovsen.

Fyld en bradepande under anden med hjerte, lever, hals og kråse og desuden gulerødder, knoldselleri og vand.

Læg anden med brystet nedad og steg den ved 140 grader almindelig ovn i en time.

Efter en time vender du anden, så den ligger med brystet opad. Steg den videre 2-2,5 timer ved 140 grader.

Hæld væden fra bradepanden over anden nogle gange under stegning.

Skru op på 225 grader, og sæt ovnen på grill det sidste kvarter, eller til skindet er sprødt. Hold godt øje med anden.

Alle ovne er forskellige og stegetiden varierer. 

Den er færdig, når låret føles løst, og der løber klar saft fra låret, når du skærer i det.

Lad anden hvile 20 minutter, inden du skærer den ud.

Partér den i lår, bryststykker, som du skærer ud i tykke skiver og vinger.

Servér med brunede kartofler, hvide kartofler, andesovs og rødkål. Og risalamande til dessert.