OPSKRIFT 🍽️

Bollemælk

Høstfolket stikker ikke op for bollemælk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sværhedsgrad: 🍳🍳 (let øvet)

Ingredienser

  • Mel
  • Mælk
  • Et æg
  • To liter sødmælk

Bollemælk er en egnsret fra Lolland og Falster fra en svunden tid. Med retten følger også udtrykket ikke at stikke op for bollemælk.
Det refererer til, at høstfolk på gårdene rundt omkring ikke mente, at bollemælk var en kost, der stod mål med det hårde arbejde, det var at høste. Disse høstfolk ville med andre ord ikke stikke kornneg op på loftet og kun få bollemælk serveret som tak.

Opskriften her er fra bogen Danske Egnsretter fra forlaget BIOS, hvor den også kaldes Klømpemælk eller Kærpemælk.

Den var hurtig at lave, og folk kunne lide den. 

Hvis bolledejen var så tynd, at den ikke kunne formes, lod man den blot løbe ned i den varme mælk og kaldte den således for Dralemælk.

Bollemælk spises på Hvide Tirsdag, der er dagen efter fastelavns mandag. Hvide tirsdag er den sidste dag inden den kristne faste. Det hedder Hvide Tirsdag, fordi man spiste hvid mad med det fine hvide mel, hvor man til hverdag spiste det mørkere rugmel.

Fremgangsmåde

Mængderne af ingredienserne fortaber sig i det uvisse, hvorfor de laves på slump.

Mel, mælk og et æg røres til en tæt og sej bolledej.

Bollerne formes med en spiseske og sættes på kogende sød- eller skummetmælk.

Bollerne spises i den varme mælk.