Sangkraft Guldborgsund gæstede Sakskøbing for første gang torsdag aften, og fællesskabet om at synge solen ned gentages yderligere tre torsdage i løbet af sommeren. Foto: Kim Møller Pedersen
150 mennesker fyldte Sakskøbing Havn med fællessang
Sangkraft Guldborgsund inviterede til at synge solen ned. Der er stadig tre torsdage i vente med fokus på fællesskab og sang.
Sangkraft Guldborgsund samler lokale til fællessang ved Sakskøbing Havn, hvor 150 mennesker deltog i en stemningsfuld aften med solnedgang og musik.
Arrangementet 'Syng solen ned' fortsætter med flere datoer i juli og august, hvor alle kan deltage gratis og opleve fællesskab gennem sang.
- De lyse nætter taler til en sårbarhed i os på en eller anden måde. Forskere mener i dag at have fundet ud af, at i urtiden har sang netop været en af årsagerne til, at man har overlevet. Sangen skabte nemlig et meget vigtigt fællesskab.
Sådan lød det torsdag aften i Sakskøbings inderhavn fra Mette Staalgaard Nielsen. Hun er daglig leder for Sangkraft Guldborgsund, der for første gang lader fællessangen gjalde i den lollandske fjordby hele fire gange denne sommer.
Sol, måne og Aakjær
Og alt klappede. Hele vejen til månens afløsertjans for den sol, som skulle synges ned. Faktisk hang begge aftenaktører på samme tid så flot over de tæt ved 150 syngende havnegæster, at man nemt kunne forestille sig en nulevende Jeppe Aakjær sidde på det trekantede græsstykke langs kajen og lade storetæerne vippe anerkendende til hele arrangementet.
De lyse nætter taler til en sårbarhed i os på en eller anden måde.
Mette Staalgaard Nielsen
Naturlyrikerens gamle digt "Aften", nok bedre kendt som "Stille, hjerte, sol går ned", dannede således et perfekt grundlag til en af aftenens fællessange langs havnebassinet.
Annonce
Fra venstre er det daglig leder af Sangkraft Guldborgsund Mette Staalgaard Nielsen, Frans Jacoby og Bo Richardt, som hjalp fællessangen i gang på havnekajen i Sakskøbing. Foto: Kim Møller Pedersen
Om Sangkraft
I denne sommer arrangerer Sangkraft Guldborgsund på opfordring fra lokale frivillige "Syng solen ned" på Sakskøbing Havn.
Deltagerne synger kendte danske sange fra Højskolesangbogen med mere ledsaget af musikere i sommernatten, og der synges, lige til solen går ned over fjorden.
Man skal medbringe sin egen stol eller tæppe, hvis man vil sidde ned - ellers er der også betonsten at sidde ved.
Tager scooterne med
Vel var der i baggrunden ind i mellem lidt for skrålende scootere, som stemte i fællessangen. Dem havde Jeppe Aakjær nok heller ikke brudt sig om midt i en sang om aftenstundens storhed. Det kunne dog på ingen måde ødelægge det store idylliske aftenbillede med solnedgangskig ud af Sakskøbing Fjord, hvor "blæsten går frisk over roklubbens vande".
Jovist, det var lidt koldt og småblæsende i solnedgangen. Men Bo Richardt, Frans Jacoby (hvis nevø i øvrigt er den kendte guitarist og sanger Aske Jacoby, red.) samt forsanger Mette Staalgaard Nielsen spillede og sang de hjertevarme melodier og tekster om lyse nætter, sømænd og forelskede piger, så alle fik noget at lune sig på. Og ikke mindst lyst til at synge med.
Tre gange mere
"Syng solen ned" er i øvrigt et arrangement, som skabes i et samarbejde mellem lokale frivillige og Sangkraft Guldborgsund og er støttet af midler fra Nordea-fondens ”Vi synger sammen”-pulje.
Det er gratis at være med. Og det hele gentages - med masser af kaffe og kage - torsdag den 17. juli klokken 20.30 samt den den 31. juli klokken 20 og den 14. august klokken 20.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik