300 gange har Per givet liv videre

Fra tid til anden kan man her i avisen læse om bloddonorer, der er blevet tappet 100 gange, og derfor bliver fejret i Blodbanken i Nykøbing. Men onsdag i sidste uge blev der pustet ekstra mange balloner op. Der blev sat flag op og indkøbt flødeboller - for det var en helt særlig dag.

- Det er simpelthen en kæmpe glæde at kunne fejre Per West, der i dag bliver tappet for gang nummer 300. Det er første gang, det sker i denne blodbank. Det er kæmpe stort!, understreger Lone Fridthjof fra det lokale bloddonorkorps. 

- Jeg begyndte som 27-årig efter, at jeg havde rejst en del. Mine forældre var bloddonorer, så det faldt mig naturligt at gå den vej også. Nogle kridter baner op, andre vasker sure sportstrøjer. Jeg gør det her. Det er mit frivillige arbejde. Og så tiltaler det mig, at der ikke er penge involveret i det. I de senere år har jeg også fået tappet plasma. I dag skal jeg have tappet blod. Der skal lidt i "banken" til sommeren. Jeg er også meldt til som knoglemarvsdonor, smiler Per West, 69 år, der har boet mange år på Nordfalster og nu i Nykøbing.

Iklædt sin nye, røde "Club 300" donortrøje fortsætter han:

- Jeg kender pigerne i Blodbanken rigtig godt, og vi har en hyggelig jargon. Her er altid en god stemning. Dem der træder ind af døren, fejler jo ikke noget - ellers kunne de ikke blive tappet. Det skal man være taknemmelig for. Vi kender alle nogen, der har haft brug for blod eller plasma. Jeg har selv mistet en niece på 37 år, der døde fra sine to små drenge. Så det her gør jeg også for Stine.

De mange stik har givet lidt arvæv i blodårerne, så det kan godt nive lidt at blive stukket i dag, fortæller Per West, mens han drikker sin lille Mathilde kakaomælk med sugerør.

- Det er fast ritual. Der er lidt forskelligt, vi kan vælge imellem - med lidt sukker eller salt. Det skal til, så man ikke risikerer at blive svimmel.

Tag i det mindste stilling!

Per West har i sit arbejdsliv været landmand, og har haft med både dyr og planteavl at gøre. 

- Jeg har været specialist i grø-græs, og kommer stadig ud og hjælper. Sidste år var jeg 3 uger i Canada for at høste, men jeg når nok ikke flere ture på Kilimanjaro - det gider mine knæ ikke. Det er om at opleve verden, mens vi kan - og behøver ikke rejse langt. Der er mange skønne og spændende steder herhjemme også, siger han.

Han opfordrer kraftigt til, at man i det mindste tager stilling til, om man vil være donor eller ej. Der er brug for mange flere donorer - både af blod og plasma. 

- Jeg giver ikke meget for, at de unge siger: - Uhhh vi er bange for nåle, vi tør ikke… Arh så kigger jeg på dem, og så har de masser af tatoveringer. Så går det altså ikke som undskyldning, griner han.