Lolland

Benny Damgaard (DD). Arkivfoto: Ingrid Riis

Benny afventer sparekatalog: - Det kommer til at gøre ondt

Benny Damgaard (DD) vil først se administrationens forslag og drøfte dem med resten af Danmarksdemokraterne. Partiet vil derfor endnu ikke pege på, hvor Lolland Kommune skal spare.

Offentliggjort

Lolland Kommunes politikere står foran en vanskelig opgave, når de onsdag modtager administrationens sparekatalog med forslag til besparelser for 200 millioner kroner.

Benny Damgaard fra Danmarksdemokraterne vil dog ikke på forhånd udpege bestemte skoler, plejehjem eller andre kommunale tilbud, der kan rammes.

- Det kommer til at gøre ondt, uanset hvad der skal ske. Men vi kan ikke blive ved med bare at skære ned, for så kan vi lige så godt lukke og slukke. Derfor skal vi tænke os gevaldigt om, siger han.

Vil først se forslagene

Danmarksdemokraterne vil først gennemgå sparekataloget og derefter fastlægge partiets linje.

- Jeg skal se kataloget, før jeg udtaler mig om de konkrete forslag. Derefter deler vi det i gruppen og taler om, hvilken retning vi skal gå, siger Benny Damgaard.

Han mener, at det vil være uforsvarligt at pege på konkrete besparelser, før politikerne kender hele materialet og konsekvenserne.

- Hvis man nævner et plejehjem eller en skole, bliver folk med det samme urolige og tror, at stedet skal lukke. Derfor foreslår vi ikke noget på nuværende tidspunkt.

Frygter, at idéerne bliver stjålet

Tilbageholdenheden skyldes ifølge Benny Damgaard også Danmarksdemokraternes politiske position. Partiet blev holdt uden for konstitueringen efter kommunalvalget, og de øvrige partier sidder derfor på flertallet.

- De andre ville ikke have os med i konstitueringen. Derfor kan man sige, at det i bund og grund er dem, der bestemmer, siger han.

Han lægger ikke skjul på, at partiet også holder kortene tæt til kroppen af taktiske grunde.

- Hvis jeg kommer med nogle gode forslag nu, risikerer vi bare, at de andre tager idéerne. De kan begynde med at tage os med på råd hele vejen igennem, siger Benny Damgaard.

Han afviser dog ikke, at Danmarksdemokraterne senere kommer med konkrete bud på besparelser.

- Når vi har modtaget kataloget og drøftet det i gruppen, kan vi melde ud, hvilken linje vi lægger. Men jeg skal ikke rode mig ud i for meget, før vi har set materialet.