Formand: - Første tanke var, at det aldrig ville blive til noget

I 2010 begyndte byrådsmedlem Hanne Møller (S) på posten som formand for et kæmpe udvalg, der blandt andet dækkede det lollandske kulturliv. Her hører hun første gang om idéen til et nyt stort kunstværk på Lolland. Det er længe inden, at det rammer den politiske dagsorden.

Den første information rammer hendes mailboks og kommer fra borgmester Stig Vestergaard (S). I mailen skriver han, at hun skal se, hvad nogle påtænker at lave i Lolland Kommune. Billedet viser 12 store stenstøtter sat op på en mark i nærheden af vandet.

- Min første tanke var, at det aldrig ville blive til noget, husker Hanne Møller.

Øen uden store armbevægelser

Hun har sat sig på en af de sten, der er placeret strategisk i kredsen inden for stenstøtterne. Musikken nærmest messer i et mediterende leje, og når den fra tid til anden langsomt svinder ud, bliver luften fyldt med fuglesang. 

Vi taler lavt, for ikke at forstyrre gæsterne ved kunstværket, for når du besøger Dodekalitten, er du sjældent alene.

Udvalgsformandens første tanke, var hun næppe ene om. Lolland er nok næppe kendt vidt og bredt for store armbevægelser eller vilde drømme - og især i begyndelsen var der nok skeptiske miner, når projektet blev præsenteret.

Baldur flyttede hjemmefra

På en kold, snefyldt novembertorsdag i 2010 blev det første mejselslag slået af kunstner Thomas Kadziola. Det skete på en mark ved Horslunde, og frysende kunne kulturformanden se, hvordan arbejdet på Baldur begyndte.

Selv om Hanne Møller nu kunne følge kunstværkets første skridt lidt tættere, havde hun ikke regnet med, at Dodekalitten skulle fylde så meget af hendes liv i de efterfølgende år. 

Det tog faktisk også først fart, da Baldur flyttede hjemmefra. Den første stenstøtte måtte pænt vente på, at alle detaljer om den fremtidige placering kom helt på plads, og i 2013 valgte Baldur at gøre det, som mange unge på Lolland gør. Han flyttede til København.

Headhuntet til formandspost

Midt i den danske metropol rejste Baldur sig og kunne begejstre de københavnere, som kom forbi Søpavillonen. Besøget var afgørende for Hanne Møllers tilknytning til projektet. Som 2. viceborgmester holdt hun talen og slog på den junidag i hovedstaden fast, at nok ønskede mange københavnere, at Baldur blev i byen, men han havde en returbillet med.

- Kort efter blev jeg kontaktet af Jon Krabbe, der var formand for kredsen bag Dodekalitten, som spurgte, om jeg ville være en del af venneforeningen. Talen i København havde gjort et stort indtryk.

På den måde blev Hanne Møller headhuntet til at være frontfigur i den forening, der skulle skabe støtte og aktiviteter til de 12 stenhoveder.

- Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg sagde ja, selv om jeg i dag har mange kasketter på, siger hun roligt.

Giver begejstring

Formandsposten i venneforeningen giver Hanne Møller en plads i fondsbestyrelsen, hvor hun er bindeled mellem de to vigtige dele af projektet. Hun styrer også sekretariatet bag Dodekalitten, passer Facebook og hjemmeside og har masser af guidede ture ved værket.

Især tjansen som guide sætter hun pris på.

- Det er virkelig en stor fornøjelse, og jeg føler mig så beriget, når jeg går herfra. Stedet gør noget helt specielt ved dem, der besøger det, og folk reagerer på vidt forskellig vis.

Mens Hanne Møller fortæller, har en af gæsterne rejst sig. Han har også siddet i udkanten af stenkredsen, men går nu ind mod midten. Den medbragte taske bliver lagt på jorden som en slags nakkestøtte, og så lægger han sig. Den lyse filthat dækker øjnene i solskinnet. Nu slapper han af til Wayne Siegels unikke musik. 

Hvilested og oase

Sådanne oplevelser har Hanne Møller masser af. En gang, da hun ankom, var det til en hvid brud, som netop var blevet gift i kunstværket, og Dodekalitten taler på den måde forskelligt til mange. Vigtigst er, at man tager sig tid til at opleve det, mener hun.

I modsætning til mange andre kunstværker kan du som gæst komme helt tæt på og røre ved Thomas Kadziolas skulpturer, og med den 12. sten kommer du nærmest i øjenhøjde med kunsten. Men Dodekalitten er ikke et sted til det hurtige Instagram-billede.

- Du skal tage dig tid til besøget og dvæle ved værket. Det er et hvilested og en oase. Vi lever i en tid, hvor alt skal gå stærkt, og du hele tiden skal nå noget mere, men her kan du slappe af, forklarer Hanne Møller.

Selv om musik og skulpturer hver især er fascinerende og styrker hinanden i fællesskabet, er det også vigtigt hele tiden at tænke på placeringen. 

- Landskabet er også enormt fascinerende, og når Dodekalitten står her omgivet af gravhøje, kan du høre historiens vingesus. 

Skabt af fantaster

Hanne Møller skammer sig ikke over, at hendes første indskydelse var, at værket ikke ville blive til noget. Det kunne så nemt være gået galt, ikke mindst da Gunner Møller Pedersen forlod projektet. Han var med til at forme idéen og skabte den første musik.

- I dag står vi med et fuldendt kunstværk, fordi folkene bag var fantaster på den bedst mulige måde. Vi var ikke nået i mål, hvis de ikke undervejs havde taget nogle risici. Resultatet vil komme til at stå i tusind år.

For en stund sidder vi alene tilbage. Selv Baldur, Kvidis, Lonir og de øvrige skulpturer er for en stund blevet stille. Det giver Dodekalitten en ny dimension, siger Hanne Møller. Hun vender tilbage søndag til sin sidste tur som guide, inden sten nummer 12 bliver indviet.

Da vi forlader det imponerende kunstværk, omgivet af lollandsk landbrug, er de næste grupper af gæster på vej. De går på stien, og her fjernt fra musikken, er det gloser på dansk, tysk og svensk, der blander sig med fuglesangen.