Jeg kørte over den nye bro før åbningen – flere ting kom bag på mig

Wow. Jeg må bare sige: Wow.

I årevis har jeg set den forme sig. Lige fra den første, lange dæmning, der strakte sig ud i Storstrømmen fra Orehoved. Videre over de første brofag, der pletvis, men sirligt, blev placeret i vandet og begyndte at tegne konturerne. Til i dag, hvor jeg, inden røde snore og takketaler, fik æren af at trille over den.

Der er selvfølgelig tale om den nye bro, der forbinder Falster med Masnedø. Broen, som får navnet Dronning Margrethe II's Bro.

Jeg nærmer mig efterhånden tusind ture over dens gamle nabo, og man kan godt sige, jeg er lidt af en "Storstrømsbro-fan". Derfor gav det også en særlig sitren i kroppen, at jeg fik muligheden for at være en af de første, der krydser Storstrømmen på den splinternye forbindelse.

Barbaras bro-baby

- Du skal bare stoppe mig, hvis jeg taler for meget.

Ordene falder fra Barbara MacAulay, som skal eskortere mig over broen. Hun er broingeniør og har i de seneste 14 år været ansat som teknisk projektleder på byggeriet af broen. Hun har to sønner og "en bro-baby", som hun selv beskriver det.

Med mig bag rattet i den lille, hvide redaktionsbil triller vi fra Vejdirektoratets tilsynskontor på Masnedø og op mod den nye korridor til Falster.

- Hvor hurtigt må vi egentlig køre på broen? spørger jeg Barbara, som let klukker, at der nu, hvor arbejdet står på, er en fartbegrænsning på 20 kilometer i timen.

Adgangskortet scannes, der lyder et bip og den magiske bom stryger op.

Vi ruller afsted, og da Masnedø bliver til bro kort tid efter, er det lyden, der først bider sig fast. De klassiske “klonk”-lyde, man kender fra begge nabo-broer, er erstattet af en meget dæmpet, let brummen. Det kan sammenlignes med lyden fra en kam, når man stryger en finger over tænderne.

Svæver

Med fart som et el-løbehjul nærmer vi os midten, hvor broens viftelignende særpræg, skråstagene med den ensomme pylon, tårner op mod skyerne. Alle de arbejdsfolk, vi møder på vores vej, vinker. Vi vinker tilbage.

Da vi passerer de første skråstag, fortæller Barbara, at brofagene her er 160 meter, mens de resterende er 80. Derfor er der brug for ekstra bærestyrke herude.

- Her behøver man ikke være bange for, at der ryger et sidespejl, bemærker Barbara med henvisning til den gamle bro, da vi snegler os videre mod Falster. Vejen her står i skarp kontrast til den 89 år gamle dame knap en sømil mod øst.

Her føles det ikke som om, at bilen er ved at gå fra hinanden. Førersædet forvandles ikke til en massagestol. Her svæver vi hen over asfalten.

Mere end ti minutter efter broens begyndelse når vi endelig til Falster. 

- Det er godt nok svært at holde farten på 20 kilometer i timen, siger jeg overrasket og lettere undskyldende for, at speedometeret flere gange sneg sig over.

En, to, trepunktsvending - og nu gør vi det hele en gang til.

Væk fra rattet

Redaktionsbilen parkeres, men hverken Barbara eller jeg har fået nok.

Derfor ifører jeg mig sikkerhedssko, gul vest og sikkerhedshjelm, og så sætter vi endnu en gang kursen - denne gang i den gule arbejdsbil, som ifølge Barbara kører som en traktor. Forskellen er bare, at vi skal køre langsommere ...

Iført den rette beskyttelse er det nemlig tid til at betræde broen. Solen skinner, vinden har lagt sig og temperaturen ligger omkring de 12 grader - den perfekte forårsscene til en spadseretur.

Mine tunge sikkerhedssko skraber mod den mindre end et år gamle asfalt, og mine fingre glider let over et gelænder. Via en vakkelvorn trætrappe går vi ned på de dobbeltsporede togskinner, der hviler på den østligste del af broen.

Nu kan jeg for alvor kaste blikket mod de tre ikoniske buer ude under de lette skyer. Jeg har aldrig set Storstrømsbroen fra denne vinkel. Selvom den er gammel og slidt, er den stadig smuk.

- Det er så lækkert at se og høre, at nogen er så begejstret, for det er jo derfor, vi gør det, siger Barbara med et stort smil.

- Den er jo ikke kun til for os. Den er til for alle.

Hun har et møde, og jeg skal tilbage til redaktionen – men vi er ret enige om, at hvis ikke vi var bundet op af aftaler, kunne vi trave broen tynd i timevis.