Sundhed
Kasper Pedersen er hjerteløber, og har flere gange været med til at redde liv. Arkivfoto: Ingrid Riis.
Ingrid Riis
Kasper er én af dem, der rykker ud, når hjertet stopper
I 2025 er der kommet endnu flere med på holdet, der som de første ankommer til hjertestop i Region Sjælland: Hjerteløberne. 35-årige Kasper Pedersen er én af dem, der er klar til at rykke ud.
Kasper Pedersen fra Guldborg husker stadig første gang, han som hjerteløber nåede ud til en person med hjertestop.
Han nåede frem til huset, og forsøgte hoveddøren. Den var låst, så han spænede rundt om huset.
Hjerteløbere redder liv på Lolland-Falster
- Hjerteløber Kasper Pedersen fra Lolland-Falster husker tydeligt sin første redningsaktion, hvor han hjalp en kvinde med hjertestop og oplevede den lokale fællesskabsånd.
- Antallet af hjerteløbere i Region Sjælland, herunder Lolland-Falster, er steget markant, hvilket styrker den livreddende indsats i området.
Så mødte synet ham af en mand, der sad på gulvet og forsøgte at give sin kone hjertemassage med den ene hånd, mens han efter bedste evne forsøgte at holde sin gøende hund væk med den anden.
Kasper Pedersen trådte til, og gik i gang med at give hjertemassage til kvinden på gulvet.
Kort tid efter ankom flere hjerteløbere til stedet, som skiftevis hjalp kvinden og talte beroligende med den pårørende.
Kvinden blev kørt til hospitalet og overlevede. Kasper Pedersen kørte hjem med sin første oplevelse som hjerteløber i bagagen.
Først på stedet
Når alarmcentralen modtager et telefonisk nødråb, bliver hjerteløberne hurtigt underrettet.
De er ofte først på stedet og yder livreddende førstehjælp enten i form af hjertelungeredning eller ved brug af hjertestarter.
Hjerteløberne er ikke sundhedsfagligt personale, men helt almindelige mennesker med vidt forskellige baggrunde.
Fælles for dem er ønsket om at hjælpe, når det værst tænkelige sker.
Stor stigning
Hjerteløber-ordningen er et initiativ under TrygFonden, som flere og flere tilslutter sig.
I 2025 er antallet af hjerteløbere i Region Sjælland steget med 10 procent. Det betyder, at der pr. 31. december 2025 er 7.707 aktive hjerteløbere i regionen. Det fremgår af en rapport fra TrygFonden.
Når alarmen går på hjerteløbernes mobiltelefoner i Region Sjælland, når mindst én frem i 99 procent af tilfældene, oplyser TrygFonden.
Kasper Pedersen er blandt dem, der får alarmen på mobilen, når der er mistanke om hjertestop, og han har været aktiv hjerteløber i mere end fem år.
Inden han meldte sig til ordningen, undersøgte han, hvad det kræver at blive hjerteløber, og fandt ud af, at kravene er begrænsede.
- Jeg har taget et førstehjælpskursus for 17 år siden, da jeg blev udlært - så jeg var spændt på, hvordan jeg ville reagere, når jeg kom ud. Men det sad bare på rygraden, jeg bevarede fatningen og kunne bare huske det.
Kasper Pedersen fortæller, at han hurtigt lærte, hvordan man tackler de svære situationer.
- Første gang var lidt hård, men så var det som om, det blev nemmere.
Mens flere og flere melder sig som hjerteløbere, slår TrygFonden fortsat på tromme for at få flere med på holdet. Til dem, der går og overvejer at melde sig til, har Kasper Pedersen en klar besked:
- Bare
spring ud i det - man behøver ikke at deltage i den livreddende førstehjælp, hvis
ikke man mener, at man kan trykke hårdt nok. Men et blødt tryk er bedre end intet tryk.
- Overvejer du det, så meld dig. Man kan ikke gøre noget forkert, siger han.