Guldborgsund

Lars Hansen er ansat som anlægsgartner i Guldborgsund Kommune og er med til at rydde sneen af vejene.

Lars rykker ud, når sneen dækker Falster

Anlægsgartner Lars Hansen er en af dem, der rydder vejene for sne i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

I de sene mandagstimer vælter sneen ned over Lolland-Falster, og prognosen lyder, at det ikke kommer til at høre op foreløbigt.

Men hvem er det egentlig, der sørger for, at vejene er ryddet for sne, når falstringerne skal hjem fra arbejde?

Folketidende har fulgt anlægsgartneren Lars Hansen, som er en af dem, der bliver kaldt ud, når der er sne på vejene på Falster. Og hvis man vil gøre sig forhåbninger om at komme vejret til undsætning, må man stå tidligt op.

- Min vagt startede klokken fem i morges, hvor jeg var ude at rydde sne i Nørre Aslev, fortæller Lars Hansen. 

Egentlig var mandag hans fridag, men da en kollega blev syg, valgte han at træde til.

- Vi må jo hjælpe hinanden, siger Lars Hansen.

Derfor er det heller ikke kun den sædvanlige rute i Nørre Aslev og Nørre Eskilstrup, han kører i dag. I dag rydder han også sne i Nykøbing.

Lars Hansen var ude at rydde sne i Nykøbing. Foto: Signe Nielsen

Under turen i den store, grønne såkaldte 'sjap plov' må han derfor hive kortet over ruten frem for at sikre, at han kører den rigtige vej.

Klokken er cirka 12.30, da Folketidendes journalist er med ude på turen. Der er kun enkelte biler ude på vejene, men sådan er det langt fra hele tiden.

- Især klokken halv otte til halv ni om morgenen kan det være svært at komme til for biler, siger Lars Hansen.

Selvom bilisterne sommetider kan være utålmodige, oplever han for det meste, at de tager hensyn.

Starter forfra klokken fem

Siden 2013 har Lars Hansen arbejdet som anlægsgartner hos Guldborgsund Kommune. Først som lærling og senere som fastansat.

Normalt består hans arbejde i at vedligeholde de grønne områder i kommunen, men siden 2018 har han 10 gange haft snerydder-tjansen som en del af kommunens Vinterberedskab.

Selvom Lars Hansen har ryddet sne siden klokken fem i morges, er snerydningen langt fra slut.

- Jeg har fri klokken 20 i aften, og så regner jeg med at blive kaldt ind igen i morgen klokken fire, siger han.