Chefredaktør på NB-medier og kommunalekspert, Arne Ullum, svarer nu tilbage på Kasper Rougs udtalelse om, at Ullum havde "jord i hovedet" Foto: Palle Nevad Frandsen
Ekspert slår tilbage mod folketingspolitiker: - Det er ham, der er verdensfjern
Kasper Roug (S) sagde, at Arne Ullum havde "jord i hovedet", efter eksperten vurderede, at Lolland Kommune har levet over evne. Nu svarer Ullum igen - og retter kritikken direkte mod folketingsmedlemmet og hans eget parti.
- Jeg synes faktisk, at det er Kasper Roug, der er lidt verdensfjern. Han burde sætte sig ind i det kommunale udligningssystem, som hans eget parti stod i spidsen for at få gennemført i 2020, og som er det, der er årsag til de store besparelser på Lolland, siger Arne Ullum.
Chefredaktøren på NB Kommune mener, at Roug angriber ham for at beskrive konsekvenserne af et system, som Socialdemokratiet selv har været med til at skabe.
- Det ville klæde Kasper Roug at sætte sig ind i det, inden han begynder at skyde på budbringeren.
Ikke luksus
Det begyndte med, at Arne Ullum vurderede, at Lolland Kommune gennem flere år har haft et serviceniveau, som kommunens indtægter ikke kunne bære.
Den vurdering fik Kasper Roug til at kalde Ullum en "Excel-arkmand, der har jord i hovedet". Folketingsmedlemmet beskrev samtidig vurderingen som "totalt verdensfjern".
Men Arne Ullum understreger, at han ikke mener, at borgerne på Lolland har levet i luksus.
- Jeg har ikke sagt, at Lolland har levet luksuriøst. Tværtimod har jeg fremhævet, at kommunen, ud fra de kendte data, er meget effektivt drevet, og at serviceniveauet er meget spartansk.
Når han siger, at kommunen har levet over evne, handler det ifølge ham alene om forholdet mellem udgifterne og de penge, kommunen får gennem det nuværende udligningssystem.
- Lolland har levet over evne i forhold til de muligheder, som en fattig kommune har i det udligningssystem, den socialdemokratiske regering fik vedtaget i 2020.
Kasper Roug mener, at Ullums vurdering overser Lollands store geografiske område og særlige befolkningssammensætning.
Det afviser Arne Ullum.
- Hvis der er nogen, der har overset de forhold, er det Socialdemokratiets indenrigsminister i 2020, da den kommunale udligning blev lavet.
Ifølge Ullum er det indbygget i systemet, at kommuner med lave skatteindtægter får færre penge til de områder, hvor servicen ikke er fastlagt ved lov.
Konsekvensen er, at en kommune som Lolland må have et lavere serviceniveau end landets rigeste kommuner, medmindre Folketinget ændrer reglerne eller tilfører flere penge.
- Om det er rimeligt, er et politisk spørgsmål. Men så må Kasper Roug forholde sig til, om det var en fejl at lave et udligningssystem, der har den konsekvens.
Skyder på budbringeren
Arne Ullum mener derfor, at folketingsmedlemmet bør rette sin kritik mod de politiske rammer frem for mod ham.
- Det er lidt fattigt for den politiske debat, at han skyder på budbringeren i stedet for at gå ind i substansen.
Han understreger, at han som journalist og iagttager ikke tager stilling til, om udligningssystemet er politisk rimeligt. Han beskriver blot konsekvenserne for Lolland Kommune.
- Om det er rimeligt eller urimeligt, at Folketinget med Socialdemokratiet i spidsen har vedtaget en udligningsreform, der giver Lolland de her vilkår, er noget, Kasper Roug og de øvrige folketingsmedlemmer må svare på og stå på mål for.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst