Guldborgsund

John Brædder og Simon Hansen. Fotocollage: Guldborgsund Kommune, Meta.

Markant ændring i valgkampen kort inden kommunalvalget

Facebooks ejer, Meta, lukker ned for politiske annoncer fra oktober. Det får borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), til at omlægge sin strategi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med under 100 dage til kommunalvalget er kandidaterne i Guldborgsund Kommune så småt ved at fyre op under valgkampen.

Snart vil lygtepæle bugne med valgplakater, markerne markeres med bannere og bunkevis af flyers finde vej til postkasser.

Men i år kommer en markant forandring til at præge valgkampen, som vi kender den. De sociale medier, som i nyere tid er blevet demokratiets digitale kampplads, får ikke lige så stor betydning.

Meta, der ejer Facebook og Instagram, smækker fra oktober dørene i for politisk annoncering på dets platforme. Det betyder, at partierne ikke kan betale for at få deres opslag set af flere brugere.

Ærgerlig ændring

Borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), kalder det ”ærgerligt” at Meta har trukket stikket på de politiske annoncer.

- Det betyder, at vi skal finde en anden måde at komme i kontakt med vælgerne på. Nu sidder vi og tygger lidt på, hvad det så er, vi skal bruge de penge på, som var reserveret til Facebook-annoncer.

Mens valgdatoen nærmer sig, skal den Socialdemokratiske borgmester sadle om på sin strategi. For med tre måneder til valget ligger mange planer for kampagnen allerede klar.

Simon Hansen peger på annoncer i traditionelle medier – aviser eller radio-spots – som mulige alternativer til annonceringen på Facebook. Han rejser også muligheden for større events og håber at opfinde ”en ny god måde at få fat i folk på” og tilføjer, at han og de Socialdemokratiske kandidater fortsat vil være synlige i gadebilledet.

Annoncering på Facebook rummer til gengæld muligheder, som de traditionelle kanaler ikke i samme omfang kan hamle op med, siger Simon Hansen.

- Styrken er, at du kan målrette annoncerne til lige præcis de grupper af mennesker, du gerne vil ramme og hvornår. Det er rigtig dejligt, at ens sparsomme midler til valgkampen rammer de mennesker, man gerne vil ramme.

Æg i en anden kurv

Hos Guldborgsundlisten og spidskandidat John Brædder lyder lidt andre toner. John Brædder har ”ikke i stor grad” brugt annoncering på sociale medier i tidligere valgkampe. Annoncering på de mere traditionelle kanaler såsom i Folketidende og på Radio Sydhavsøerne har fra start været der, han har haft sig fokus.

- Jeg har valgt i den kommende valgkamp at lægge mine æg i den kurv, der hedder Folketidende.dk, siger John Brædder.

De professionelle kampagnefolk taler meget om sociale medier og annoncering på de kanaler – blandt andet at man skal ”booste” sine opslag. Det er ikke noget, I benytter jer af. Hvorfor?

- Vi tror mere på at være nærværende og synlige. Det kommer vi også til at være rigtig meget nu, når vores kampagne for alvor starter i den kommende uge – der kommer vi til at være synlige i alle mulige sammenhænge, siger John Brædder.

- Og det, at du har nærkontakt med dine vælgere, i stedet for at du går ud og booster det på kryds og tværs. Det tror jeg egentlig også er sundt, både for borgerne, men også for politikerne, fordi det tvinger os til at komme ud og hilse på og snakke med folk, tilføjer han.

Små penge kan række langt

Metas ændringer kan øge uligheden mellem de store og små partier.

Sådan lyder det fra Mads Fuglsang Hove, der er postdoc på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, som DR har talt med.

- Politiske reklamer på sociale medier kan godt være med til at hjælpe kandidater, der har færre penge, siger han til DR.

Ifølge Mads Fuglsang Hove skyldes det, at annoncer på sociale medier ofte er mere økonomisk effektiv end eksempelvis bannere og andre traditionelle kanaler i en valgkampagne.