Lolland

Journalist John Karlsen har fulgt Femern-forbindelsen fra den var et fatamorgana til han gik på pension for fem år siden. Foto: Anna C. Møhl

John får sit helt eget tunnelelement

Smuk bro forvandlede sig til en tunnel, der er Danmarks største infrastruktur-projekt.

Offentliggjort

Navn på tunnelelement

John Karlsen har et fint brev fra Femern A/S, hvor det fremgår, at hans navn kommer til at stå på tunnelelement nummer 16.

Femern A/S anerkender hans store engagement i at beskrive hele processen og lover at invitere ham ombord, når det 16. tunnelelement skal sænkes ned på havbunden.

Længe før første spadestik til Femern-forbindelse overhovedet var sat i kalenderen, var John Karlsen i fuld sving med at skrive om det, der siden hen blev Danmarks største infrastruktur-projekt.

John Karlsen var indtil for fem år siden journalist på Folketidendes redaktion i Rødby. Hvordan det lige blev ham, der fik Femern-forbindelsen som sit stofområde, er der ikke nogen, der husker. Men et godt bud er, at John Karlsen er gift med en tysker, så han var foran på sproget.

Flot bro

John Karlsen fulgte det store anlægsprojekt fra det bare var nogle strøtanker om at binde to lande sammen. Der var ingen anlægslov, ingen penge og man vidste heller ikke præcis, hvordan Danmark og Tyskland skulle bindes sammen.

Nogle mente dengang, at der skulle laves en bro fra Rødbyhavn til en kunstig ø og videre til Tyskland i en tunnel. Andre tegnede en smuk bro hele vejen fra Lollands sydkyst til Puttgarden.

John Karlsen husker tydeligt bro-tegningen.

- Jeg skrev, at det var den flotteste bro, vi aldrig får, fortæller han.

Et år blev til fem

Med sine gode tyske sprogkundskaber, var John Karlsen ofte i Tyskland for at interviewe politiker, der arbejdede med at få opbakning til at binde Skandinavien og Centraleuropa sammen. 

Han husker, hvordan en ansøgning om Femern-projektet blev afleveret til de tyske myndigheder i Kiel. 

Selv om John Karlsen har beskæftiget sig professionelt med Femern-forbindelsen i mange år, så er der stadig en wauh-effekt, når han ser, hvordan et tunnelelement sænkes ned. Foto: Anna C. Møhl

- Den danske direktør mente, at der ville gå et år, før ansøgningen var godkendt. Hans tyske kollega mente tøvende, at der nok ville gå halvandet år. Der gik fem år, siger John Karlsen.

Han kigger ud over den imponerende byggeplads, hvor det, der oppe fra udsigtsposten Pilen ligner Lego-biler, faktisk er nogle potente maskiner.

Den politiske vilje til at gennemføre projektet var til stede i Danmark, men det kneb lidt på den tyske side.

John Karlsen, journalist

- Den politiske vilje til at gennemføre projektet var til stede i Danmark, men det kneb lidt på den tyske side, siger han.

Følger med

70-årige John Karlsen har på sin vis lagt Femern-forbindelsen bag sig.

Han er ikke fast gæst på Pilen, hvor man kan se byggepladsen oppefra og få øje på fartøjerne, der arbejder på at sænke tunnelelementerne ned på bunden af havet.

- Jeg følger med ligesom alle andre i området, siger han. 

John Karlsens indsats for at fortælle om projektet var så at sige i den indledende fase.

Hurtigt sydpå

Når Femern Bælt-tunnelen er færdig vil turen mellem Rødbyhavn og Puttgarden tage syv minutter i tog og 10 minutter i bil.

- Det passede med, at da jeg gik hjem, begyndte byggeriet. Det synes jeg var et passende tidspunkt for det blev et entreprenørprojekt og jeg havde jo fulgt beslutningsprocessen, siger han.

God idé

- Glæder du dig til, at tunellen indvies?

- Joh, jeg skal da igennem den. Det er en god idé - også for Europa, siger han.

John Karlsen husker, at han i forrige årtusinde - nærmere betegnet 1999 - var i kontakt med nogle bekendte i Kiel. De mente, at Femern-forbindelsen ville sende biler, tog og lastbiler under vandet i 2010. Eller måske først i 2012. 

- Og nu står vi så her og venter på, at forbindelsen er færdig i 2032. Men bare den bliver lavet ordentligt, så er det ventetiden værd, siger Femern-forbindelsens første fan.

Journalist John Karlsen er inviteret til nedsænkningen af nummer 16 tunnelelement, som er opkaldt efter ham. Foto: Anna C. Møhl