Sport

NFH kan juble. Klubben skal spille Champions League. Arkivfoto: NFH

NFH udvalgt til Champions League: - Jeg har nærmest gåsehud

NFH skal spille med i den fornemmeste klubturnering i håndbold i næste sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldligaklubben NFH fra Nykøbing kan nu også kalde sig Champions League-klub.


Det europæiske håndboldforbund EHF har på Facebook netop offentliggjort navnene på de sidste hold, som er udtaget til den fornemmeste europæiske klubturnering, og her er NFH iblandt.

Den nyhed er NFH's cheftræner Niels Agesen særdeles glad for.

- Det er nærmest, så jeg får gåsehud på armene. Det er o det, vi drømmer om, når vi træner og spiller. Og at vi kan promovere både klubben, området og dansk håndbold på den største scene, er meget stort. Det er jo cremen af det hele, der spiller i Champions League, siger Niels Agesen.

Men som de fleste nok husker, blev NFH ramt af mange alvorlige skader i den nyligt overståede sæson, og flere af de spillere når ikke at blive klar, inden Champions League begynder til september.

- Der er ingen tvivl om, at vi bliver overmatchet. Men der er også nogle hold iblandt - Buducnost, Krim Ljubljana, Blomberg-Lippe, Storhamar og Sola, som vi har muligheder imod. Vi skal levere på bedste beskub, og vi kommer til at jagte hver eneste mulighed for point og eventuelt at kunne gå videre fra gruppespillet.

- Det bliver meget svært, men vi skal gå efter det, siger NFH-træneren.

Hvis alt går efter planen kan den norske højrefløj Tiril Palm (skade) og den norske højreback Moa Högdahl (gravid)  streges fra fraværslisten, inden den nye sæson kommer alt for godt i gang.

Men der er stadig andre positioner, hvor NFH godt kunne bruge flere spillere på holdkortet. Spørgsmålet er, hvad der kan lade sig gøre.

- Vi skal kun have spillere ind, som det giver mening at hente. Vi skal ikke have nogen kortsigtede løsninger. Det ser svært ud p.t., men jeg har også en stor tro på den gruppe af spillere, som vi har klar nu, siger Niels Agesen.

NFH skal som minimum spille 14 kampe i Champions League.

Lodtrækningen til puljerne foretages på fredag.