Her er Niklas Skipper frontmand i håndteringen af en af de store krokodiller. Ifølge ham får ingen uerfarne elever lov til at være alene med krokodillerne - alle får undervisning først. Foto: Kim Møller Pedersen
Niklas springer først på krokodillen: - Ingen uerfarne elever går alene
Otte tidligere ansatte har rettet kras kritik mod Krokodille Zoo og direktør René Hedegaard. Nu svarer dyrepasser, underviser og "førstemand" på de store krokodiller, Niklas Skipper, tilbage på kritikken.
Arbejdstilsynet gav ved et tilsyn syv påbud, herunder to strakspåbud efter besøg hos Krokodille Zoo.
Påbuddene faldt blandt andet for manglende sikkerhed ved rengøring og fodring af krokodillerne.
Fagbladet 3F har skrevet om den nu to år gamle sag og modtaget skriftlige svar fra René Hedegaard.
Direktør René Hedegaard siger, at han tager oplevelserne alvorligt, men ikke genkender det samlede billede, fremgår det af direktørens skriftlige svar.
Folketidende har rakt ud til bestyrelsen i Krokodille Zoo, som ikke ønsker, at René Hedegaard udtaler sig yderligere.
- Hver gang vi starter og skal flytte en eller anden krokodille, går vi igennem forskellige scenarier. Alle elever bliver vejledt undervejs. De får lov at deltage i det omfang, de har erfaring til det. Men det er altid mig, der springer først på krokodillen.
Frontmanden er uforstående
Det er Niklas Skipper, der taler. Han har været ansat som dyrepasser i Krokodille Zoo siden 2012.
Efter direktør René Hedegaard blev bidt i armen i 2020 og ikke længere kunne være første mand på krokodillerne, når de skulle flyttes eller tages imod, har Niklas Skipper været frontmand i de potentielt farlige situationer:
- Jeg bliver hyret ind, når der skal fanges eller flyttes krokodiller over halvanden meter. Det er mig, som har med elevernes sikkerhed at gøre, og der er ikke nogen uerfarne elever, der får lov til at gå alene ind til en krokodille. Alle elever modtager instruktioner og oplæring. Derfor er jeg også lidt uforstående over for, at nogle elever ikke har følt sig understøttet nok i, hvordan de skal håndtere krokodillerne.
Annonce
Ramt på stoltheden
Den rutinerede sikkerhedsinstruktør i krokodille-håndtering har - sammen med andre uddannede dyrepassere - med egne ord altid ansvaret for, hvem og hvad der skal gøres i forbindelse med håndtering af krokodiller i Krokodille Zoo.
- Derfor bliver jeg også ramt lidt på min faglige stolthed, når jeg hører om den her gruppe af elevers utryghed i håndtering af krokodillerne. Jeg ønsker ikke at deltage i mudderkastning. Men jeg synes også, de bygger lidt en forfærdelig person ud af René (Hedegaard, red.). De her elever, der er blevet opsagt, har været her stort set samtidig, og efterfølgende har der ikke været nogen problemer. Heller ikke før den gruppe var her, siger Niklas Skipper.
Det er lidt hyklerisk
Han anerkender, at der kan have været kontroverser mellem René Hedegaard og de elever, som er stået frem med kritik af forholdene. Men dem ønsker dyrepasseren ikke at kommentere på.
- Eleverne har haft en eller anden form for problem med Renés (Hedegaard, red.) måde at lede på. Der har været ansættelsesforhold, som ikke har fungeret, og så er der nogen, som har ønsket noget retfærdighed. Men jeg synes, det er lidt hyklerisk at gå efter sikkerheden, når eleverne bliver pakket så meget ind, som de gør. De elsker, når der skal filmes, og de får lov til at fange mindre krokodiller, hvis de vil. Alle får oplæring først. Jeg viser dem alle, hvor de lige skal holde deres hænder, så man lige har kontrol over krokodillens lårmuskel. Netop så der ikke opstår ulykker, siger Niklas Skipper om eksempelvis de potentielle situationer, hvor elever kan være med i håndteringen af større krokodiller.
Instruktøren har i øvrigt løbende filmet masser af videoer - også med elever fra gruppen af kritikere - med instruktion og undervisning i håndteringen af krokodiller.
Træskjold er med
Ifølge Niklas Skipper er der ingen uerfarne elever, som får lov at håndtere krokodiller selv. I forhold til det omtalte træskjold, som en af de tidligere ansatte har beskrevet, han var udstyret med uden klare instrukser og skriftlige sikkerhedsprocedurer, lyder svaret på netop den kritik:
- Man bruger eksempelvis træskjold til at holde krokodillen i vandet, mens en anden kigger ved reden. Det er sådan, man gør, og der er ingen elever, som i den situation er alene med en krokodille. Der er løbende oplæring i at kunne håndtere krokodillerne, og man lærer at være interesseret i egen sikkerhed. Måske går der også lidt "cowboy" i den indimellem i forhold til, at man ikke husker at være ansvarlig for egen sikkerhed, tilføjer den rutinerede dyrepasser.
Niklas Skipper kan også fortælle, at udover træskjold bruges der også kosteskaft i håndteringen af krokodillerne.
Ansvar for oprydning
Dyrepasseren oplyser, at der stadig er god stemning blandt de ansatte på Krokodille Zoo trods de seneste dages historier med kras kritik fra tidligere ansatte:
- Alle påtaler fra Arbejdstilsynet blev rettet op med det samme i det, der nu er en to år gammel sag. Der er kommet et ekstra håndtag i fryserrummet, og det med de frosne foderdyr på gulvet handlede også om, at alle har et ansvar for oprydning. Det gælder også eleverne.
Et af kritikpunkterne lød også på dårlig sikkerhed omkring et puma-bur. Her blev en elev kradset på armen. Til det siger Niklas Skipper, at den rigtige håndtering er at bruge enten en eller to meter lange tænger til fodring, som der også instrueres i brugen af:
- Man kan ikke have et øje på eleverne hele tiden og konstant. Men når en elev har været der i længere tid og har fået erfaring, kan man godt have en forventning om, at eleven forstår, hvordan man agerer i forhold til arbejdet med vilde dyr.
René Hedegaard sørger her for at give store Maximus godt med babyolie at glide i på vejen ned til de nye omgivelser hos Krokodille Zoo. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Nu genåbner den gamle bro
Adskillige både ramt af indbrudsbølge
219 på Falster: Rekordmange katte-indleveringer presser internaterne
Frugtens fest indtog Sakskøbings gader
Holger i hemmelig erklæring om datacenter: Bestyrelsen blev holdt udenfor
Mest læste artikler
Død kanin i frokoststuen og mulige ekskrementer i køleskabet: Her er synet, der mødte Arbejdstilsynet
Hvem er manden med stokken, der hilser på bilisterne hver dag?
En person reddet og flere evakueret fra lejlighedsbrand
Var branden påsat? Nu søger politiet vidner
Byrådspolitiker går på orlov for at tage på dannelsesrejse