Lolland

Uddannelseschef Thomas Jørgensen sammen med rektor Michael Levy Bruus fra Maribo Gymnasium, hvor man længe har arbejdet frem mod den kommende uddannelse. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Ny uddannelse vil give Lollands unge en fordel

Uddannelseschef Thomas Jørgensen fra Maribo Gymnasium mener, at en ny ungdomsuddannelse vil være en gevinst for landsdelens unge - og på visse punkter vil de være bedre stillet end storbyernes ungdom.

Offentliggjort Sidst opdateret

I flere måneder har han siddet sammen med 12 andre eksperter og arbejdet med indholdet i en helt ny ungdomsuddannelse, og uddannelseschef Thomas Jørgensen fra Maribo Gymnasium er godt tilfreds med det endelige resultat. Den nye epx-uddannelse vil nemlig komme ungdommen på Lolland-Falster til gavn.

Vi har nogle elever, der har brug for at lære på en anden måde end vi gør i dag.

Thomas Jørgensen

Der er tale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse, der blandt andet erstatter 10. klasse og hf, og det er forventet at 40 procent af en ungdomsårgang vil vælge netop denne vej i fremtiden.

- For mig er den bedste nyhed, at uddannelsen vil være med til at give flere studenter i vores område, og samtidig vil den være med til at holde hånden under vores lokale uddannelsesinstitutioner, siger han.

Skal bruge hænder og hoved

Epx-uddannelsen vil være rettet mod de unge, der har behov for at være mere praktiske i undervisningen, og som ikke ønsker de mere teoretiske fag, der ofte er en del af eksempelvis stx- og hhx-uddannelserne. For bedre at beskrive den nye ungdomsuddannelse har ekspertgruppen brugt et nyt begreb, gørelyst, som skal være med til at skabe den helt specielle epx-identitet.

Eleverne som vælger epx-uddannelsen vil få praktiske opgaver ved siden af den mere traditionelle undervisning. Her er der elever fra 10. klasse i Maribo, som prøver gymnasiet håndværker-hf-linjen af. Den kan ligne den kommende epx-uddannelse lidt. Foto: Palle Nevad Frandsen

Gørelyst dækker over en virkelyst og en lyst til at gøre og skabe, lyder det i ekspertrapporten, der slår fast, at de unge skal arbejde både i værksteder, klasselokaler og i samarbejder med lokale virksomheder. Men det nye begreb dækker også over at gøre noget for nogen og sammen med nogen.

- Vi har nogle elever, der har brug for at lære på en anden måde end vi gør i dag. Her får vi et produkt, hvor de skal bruge hoved og hænder i sammenhæng, men hvor undervisningen er knap så teoretisk, som på de uddannelser, vi kender i dag. Vi får altså en ny studentereksamen, der vil være et kæmpe løft til vores område, mener Thomas Jørgensen.

Elever skal have færre valg

Ved netop at appellere til langt flere elever end andre ungdomsuddannelser, ser han en mulighed for at løfte uddannelsesniveauet på Lolland-Falster markant, men samtidig også skabe bedre samarbejde mellem lokale institutioner og skoler.

I modsætning til eksempelvis den velkendte gymnasieretning, vil der ikke være et introforløb på epx-uddannelsen. Tanken er, at eleven starter direkte på én af fire mulige uddannelsesretninger. Derfor vil der også være behov for, at de gennem brobygning og praktikforløb får kendskab til de forskellige valgmuligheder. Det vil kræve et tæt samarbejde med både lokale grundskoler og Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Om den nye ungdomsuddannelse

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti indgik tidligere på året en aftale om at oprette en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx).

Epx skal slå dørene op i 2030, og eleverne vil møde en kombination af praktisk og teoretisk undervisning. Uddannelsen bliver en toårig gymnasieuddannelse med mulighed for en etårig overbygning.

Aftalen om den nye uddannelse skal sikre, at alle unge efter grundskolen får mulighed for at begynde på en gymnasieuddannelse i nærheden af, hvor de bor, hvor der er et stærkt ungdomsmiljø, og som holder alle døre åbne til videre uddannelse.

Aftalen giver omkring 10.000 flere unge årligt adgang til gymnasiet.

En ekspertgruppe fremlagde mandag en lang række anbefalinger til indholdet af den nye uddannelse.

KIlde: Børne- og Undervisningsministeriet

Det ser Thomas Jørgensen dog intet problem i, og han påpeger samtidig, at uanset hvilken uddannelsesretning eleven tager, så vil det være muligt at vælge mellem de forskellige erhvervs-, erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser efterfølgende. 

- For ekspertgruppen har det været vigtigt at prøve at frigøre eleverne fra de mange valg. På stx har det ikke været nogen succes med grundforløbet inden studieretningsvalget, så den fejl skal vi ikke gentage på den nye uddannelse.

Samfundet skal være klart

De forskellige retninger på den nye uddannelse vil også være mere åbne end man kender fra de nuværende uddannelser. Man kan altså afprøve forskellige interesser af, og måske blive mere bevidst om hvilken vej man ønsker efter eksamen.

Ekspertgruppen har afleveret en lang række forslag, som nu skal behandles politisk. Samtidig begynder mange institutioner så småt at gøre sig klar til den nye uddannelse, men Thomas Jørgensen påpeger, at de ikke kan stå alene.

- Hele samfundet skal være klar til epx-uddannelsen. Det er skolerne som afgiver eleverne, dem som modtager dem og ikke mindst en masse virksomheder. Der bliver altså en kæmpe mulighed for at involvere sig, og være med til at skabe en fremtid for de unge. 

Kan få en fed epx

På Maribo Gymnasium har man med håndværker-hf allerede taget hul på nogle af disse samarbejder, og uddannelseslederen har oplevet stor opbakning fra andre uddannelsesinstitutioner, fra kommunen og fra et dynamisk erhvervsliv.

- Her er vi virkelig foran på Lolland. Vi vil i langt højere grad kunne lave erhvervspraktik og arbejde med lokale cases. Kvalitativt vil vi kunne lave noget, der vil være bedre end i mange af de store byer. De kan så nogle andre ting i de byer, men Lolland er et af de steder, hvor vi virkelig kan få lavet en fed epx, siger han.