Debat

Statsminister Mette Frederiksen - der sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil ejer et hus på Møn - deltager i årets Folkemøde Møn. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Programmet for Folkemøde Møn er klar: Byder på store navne

Der er rig mulighed for at finde et interessant emne blandt de mere end 100 talks og debatter, der er på programmet i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

22. og 23. august er der Folkemøde Møn i Stege, og som altid har folkemødet sit fokus på provinsens problemer, potentialer og den levende dialog mellem by og land.

På Folkemøde Møn kan man blandt andet møde

Forfatteren Knud Romer, læge Christina Svanholm fra Nysted, Henrik Friis fra Dem fra Nordlunde, revydirektør Mickey Pless, journalist Bernt Jensen fra Nye Dage, generalsekretær Mirka Mozer fra Dansk Folkehjælp, de to lokale borgmestre, Holger Schou Rasmussen (S) og Simon Hansen (S), byrådsmedlemmerne Emma Holm (K), John Brædder (G), Thomas Østergaard (S) og Martin Lohse (G), regionsrådskandidat Iben Krogh (V), regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) og folketingsmedlem Charlotte Bagge Hansen (M).

I en tid med stigende geografisk ulighed og polarisering vil Folkemøde Møn skabe en folkelig ramme for at diskutere Danmarks udfordringer og muligheder – uden for hovedstadens centrum og med foden solidt plantet i provinsen. Her er det ikke de store lobbyorganisationer, der dominerer.

- På Møn er der mere folk og mindre elite, lyder det fra arrangørerne, som vil give plads til de spørgsmål, der brænder uden for de fem største byer.

Det handler om at anerkende, at løsninger på nationale udfordringer ofte fødes lokalt.

- Vi skaber et møde, hvor samtalen om by og lands fælles fremtid står i centrum – ikke som modpoler, men som dele af en helhed, understreger Christian Schou, der er formand for Folkemøde Møn.

Det nære og det nationale

Folkemødet byder på mere end 100 vidt forskellige talks og debatter og bringer top-politik og folkeliv tæt sammen. Statsminister Mette Frederiksen (S) møder borgerne til en intim talk om regeringsførelse i en krisetid, samtidig med at MMA-stjernen og byrådskandidat Mark O. Madsen (G) tager temperaturen på fysisk og mental styrke i udsatte områder.

Vi skaber et møde, hvor samtalen om by og lands fælles fremtid står i centrum – ikke som modpoler, men som dele af en helhed.

Christian Schou, formand, Folkemøde Møn

Energispørgsmål fokuserer på provinsens rolle: Skal jorden i provinsen dækkes af solpaneler og vindmøller for at levere grøn strøm til storbyerne – og hvordan påvirker Trumps uforudsigelige præsidentskab Danmarks energisikkerhed? Kulturforskelle får også taletid med debatter om humor og kulturforståelse: Griner vi mon af det samme i Nakskov som på Nørrebro?

Fra grøn trepart over turisme til dagligvarebutikkernes kamp for at overleve på landet, ældreomsorgens fremtid og om det bedste og det værste ved at være borgmester – programmet griber om både de hverdagsnære og de nationale spørgsmål, der skaber rammerne for livet i provinsen.

Den første dag er det de unge, der dominerer og selv står på scenerne og kritisk udspørger for eksempel ældreminister Mette Kierkegaard (M) og justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Det fulde program for de to dage på Møn kan ses på www.folkemoedemoen.dk/program.