Sport

Clara Lerby og resten af NFH-holdet har blikket stift rettet mod revanche i lørdagens udekamp mod Viborg HK. Arkivfoto: NFH

Revanchelystent NFH-hold jagter vigtige point i Viborg

Sidst, NFH var i Viborg, blev holdet sendt ud af pokalturneringen lige før det prestigefyldte Final 4-stævne. Det har ingen omkring holdet glemt, og den skuffelse skal vaskes væk i eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når NFH lørdag eftermiddag møder Viborg HK på udebane i Viborg Stadionhal, er der mere end to point i Bambuni Kvindeligaen på spil.

Sidst, holdet var i Viborg, løb NFH nemlig ind i sæsonens måske største skuffelse, da man tabte kvartfinalen i pokalturneringen og dermed gik glip af det prestigefyldte Final 4-stævne. Skuffelsen blev ikke mindre af, at man blot få dage forinden havde rundbarberet samme Viborg-hold hjemme i Spar Nord Boxen, hvor NFH vandt med hele 13 mål i ligaen.

- Der er ingen tvivl om, at vi er dybt skuffede over, at vi smed Final 4-deltagelsen i Viborg, så vi synes, at vi har revanche til gode. Vi ved også godt, at hvis vi vinder, så er vi tæt på at have sikret tredjepladsen i grundspillet, og så er jeg sikker på, at vi bliver minimum nummer fire, lyder det fra cheftræner Niels Agesen.

Viborg er en af NFH's nærmeste konkurrenter i kampen om placeringerne lige under de to tophold Team Esbjerg og Odense Håndbold. NFH har inden lørdagens kamp 30 point på tredjepladsen, hvilket er seks point flere end Viborg på femtepladsen.

Tæt på at kunne sikre vigtig placering

Hvis NFH vinder, vil holdet være otte point foran viborgenserne - i praksis ni point, da NFH i tilfælde af pointlighed er bedst i det indbyrdes regnskab. 

Og med blot 12 point tilbage at spille om efter lørdagens kamp, skal meget gå galt, hvis ikke NFH slutter minimum som nummer fire i grundspillet. NFH mangler endda to hjemmekampe mod Skanderborg og Ringkøbing fra den nederste del af tabellen.

Fjerdepladsen er vigtig, da den sammen med tredjepladsen giver ét point med over i slutspillet - et point, der kan vise sig at blive afgørende for at komme videre til semifinalerne. Men det regnestykke ligger stadig et stykke ude i fremtiden.

Nøglen ligger i forsvaret

For NFH ligger nøglen til sejr over Viborg i forsvaret.

- Vi skal dække rigtig godt op, for Viborg laver mange mål, og det skal vi forsøge at dæmme op for - og så skal vi løbe kontra, når muligheden opstår, siger Niels Agesen.

Siden de to hold mødtes sidst, har Viborg fået tilgang af playmakeren Simone Petersen, der har adskillige landskampe på cv'et.

- Hun har givet deres angrebsspil en ekstra dimension, og det gør, at de kan spille mere varieret end tidligere. Det er ikke nødvendigvis bedre, men mere varieret. Så vi skal holde defensiven meget kompakt og så acceptere, at de afslutter fra distancen, siger Niels Agesen.

Angrebsmæssigt håber han på mere tempo og direkte spil, end det var tilfældet i den seneste ligakamp mod Silkeborg-Voel.

- Vi spillede alt for meget på tværs i det etablerede angrebsspil. Der vil vi gerne spille mere direkte og med mere fart, siger Niels Agesen.

Pause for nogle - landshold for andre

NFH-spillerne har siden nytår været spændt hårdt for med to kampe om ugen i både ind- og udland, og det har tæret på kræfterne. Men nu kommer der en kampfri periode på halvanden uge frem til 11. marts på grund af landskampe.

Det betyder dog ikke, at alle spillerne kan holde fri. 

Cirka halvdelen af den spilleklare trup er nemlig udtaget til forskellige landshold. Clara Bang, Nanna Hinnerfeldt og Anne Christine Bossen er udtaget til det danske landshold, Maja Magnussen er udtaget til det norske A-landshold, Mia Svele er udtaget til det norske rekrutlandslag (udviklingslandshold, red.), og Clara Lerby skal med det svenske landshold.

- Jeg havde gerne set, at vi kunne give alle spillerne en pause, men vi er altid stolte, når vores spillere bliver udtaget til at spille på landsholdet, siger Niels Agesen.

Kampen mod Viborg begynder klokken 16.00 og kan følges direkte på TV2.