Rørende genforening: Uventet gæst slog benene væk under provsten

Der var besøgende fra både nær og fjern, da provst Johannes Kristensen i sommer kunne fejre 50-års fødselsdag hjemme i præstegårdens have i Radsted.

Men særligt et helt uventet besøg slog benene væk under ham - og efterlod provsten med en stærk følelse af taknemmelighed, hvilket han forleden fortalte en lade fyldt med tilhørere ved høstfesten på Krenkerup. 

På opfordring fra Folketidende genfortæller Johannes Kristensen her historien om et møde med fortiden, der har sat sig dybt i hans sind.

- For mange år siden da jeg var en yngre præst i Stigs Bjergby på det nordvestlige Sjælland havde jeg en konfirmand, som ikke var døbt og derfor skulle døbes inden konfirmationen. Der var bare det aber dabei, at han var fjernet fra hjemmet og boede hos plejeforældre - og da de ikke havde forældremyndigheden, måtte de ikke skrive under på, at han måtte blive døbt.

Et uventet gensyn

Sådan indleder han historien om det, der mange år senere skulle ende med et uventet gensyn hjemme i præstegårdshaven.

Johannes Kristensen skrev dengang flere gange til drengens biologiske mor, men hun svarede ikke.

- Så ringede jeg til hende og fik beskeden, at når ikke han boede hos hende, så skulle han ikke døbes - og så smed hun røret på.

Her kunne historien være endt, hvis Johannes Kristensen havde lyttet mere til moren end til sønnen, der meget gerne ville konfirmeres med sine klassekammerater. Johannes Kristensens daværende provst og biskop sagde også nej til at omgå morens beslutning.

- Det var lige op til konfirmationen, og jeg vidste hverken ud eller ind. Drengen havde i den grad haft det svært nok i sit liv i forvejen, til at han også skulle opleve dette nederlag. Så jeg tænkte og tænkte, lyder Johannes Kristensens genfortælling af historien, der fortætter sådan:

- Så fandt jeg på en løsning og aftalte med drengen og hans plejeforældre, at jeg ikke døbte ham - og at vi ikke sagde noget til nogen hverken hans kammerater eller provst og biskop. Og når han så skulle ”konfirmeres”, ville jeg bare sige noget andet til ham ved alteret. Ingen opdagede det, og drengen og plejeforældrene havde en dejlig dag - ligesom klassekammeraterne.

Tårene løb frit

Men heller ikke her ender historien. For Johannes Kristensen aftalte med drengen og plejeforældrene, at når han fyldte 18 år og blev myndig, så skulle hans døbes og konfirmeres rigtigt.

- Jeg tænkte dengang, at han nok hurtigt ville glemme den aftale. Nu havde han jo fået sin fest. Men hvert år på sin fødselsdag sendte han mig en besked om, at nu er der kun så og så lang tid til ”at du skal døbe mig”. Og da han blev 18 år, holdt vi en spaghettigudstjeneste med fuldt hus i vores kirke en dejlig sommerdag, hvor jeg døbte ham og bagefter grillede vi i præstegårdshaven. Jeg har sjældent grædt så meget til en gudstjeneste, fortæller Johannes Kristensen.

Et kæmpe indtryk

Heller ikke her slutter historien. Selv om årene derefter gik og gik - og kontakten til sidst svandt ind. 

Johannes Kristensen flyttede fra Sjælland til Lolland og inviterede i sommer til fødselsdagsgilde.

- Og pludselig træder denne store og stærke mand hen og krammer mig og siger tillykke. Den søde lille dreng var blevet til en voksen mand, som nu er sergent i Forsvaret og bor i Aarhus. Han var med sin kæreste kørt hele vejen fra Jylland til Mørkøv oppe ved Holbæk for at hente sine plejeforældre, som nu har adopteret ham. Og så kørte de hele vejen til Radsted for at sige tillykke og overraske mig. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg er meget taknemmelig for på denne måde at være blevet en del af hans liv. Det viser også, at det man siger og gør, virkelig kan have en betydning for andre, siger Johannes Kristensen.

Helt speciel gestus

Oplevelsen fra i sommer står også stærkt hos den nu 28-årige mand, som provsten for mere end et årti siden knyttede så nært et bånd til.

- Det var en særlig tid og en helt speciel gestus, der blev ydet for mig dengang, hvor jeg så gerne ville være en del af fællesskabet. Og det har jeg på ingen måde glemt, fortæller Oliver, der til daglig arbejder i Forsvaret og derfor ikke ønsker sit efternavn omtalt.

Til gengæld sætter han gerne ord på den eftermiddag i præstegårdens have.

- Jeg så på Facebook, at Johannes inviterede til reception hjemme på Lolland. Og så kørte jeg med min kæreste og plejeforældre til Radsted for at overraske ham. I første omgang kunne han ikke genkende mig, men det ændrede sig hurtigt. Det var en meget speciel dag på Lolland.