KV25

John Brædder troede ud på aftenen, at flertallet ville pege i hans retning. Men da 50 procent af stemmerne var optalt, så han blå blok pege på Simon Hansen som borgmester. Foto: Ingrid Riis/Scanpix

Trods blåt flertal: Derfor er Brædder ikke borgmester

Selv med et muligt blåt flertal valgte partierne at gå uden om John Brædder. Ikke på grund af farver - men fordi de ikke troede, at et flertal med Guldborgsundlisten kunne holde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blå pegede på rød

  • På trods af et muligt blåt flertal i Guldborgsund, blev John Brædder ikke borgmester, da partierne frygtede, at et samarbejde med Guldborgsundlisten ville være ustabilt.
  • Den politiske dynamik i området, med Socialdemokratiets potentielle indflydelse, skabte en usikkerhed, der fik blå blok til at vælge en rød løsning.

Det kunne have været en af de mest nervepirrende valgaftener i Guldborgsunds nyere historie. På et tidspunkt stod tallene sådan, at blå blok i teorien kunne samle 18 mandater - rigeligt til en borgerlig borgmesterkæde.

Men rundt i lokalerne på rådhuset, hvor kandidaternes telefoner ringede og døre blev åbnet på klem, var der noget, der ikke stemte. 

Ingen ringede til John Brædder. Ingen inviterede ham ind i de afgørende samtaler.

Og i dagene efter kom den officielle forklaring: Guldborgsundlisten er “ikke blå nok” til den blå blok.

Men når farvesnakken skrælles af, står en anden fortælling tilbage - en fortælling om politiske vurderinger, frygt for sceneskift og en helt grundlæggende tvivl på, om et blåt flertal ville holde, hvis John Brædder blev omdrejningspunkt.

Bob Richard Nielsen (DD): - Et blåt projekt ville kollapse

Danmarksdemokraternes spidskandidat ved valget i Guldborgsund Kommune, Bob Richard Nielsen. Arkivfoto: Claus Hansen

Danmarksdemokraternes Bob Richard Nielsen er blandt dem, der tydeligst har sat ord på, hvorfor et borgerligt flertal aldrig blev til virkelighed.

Hans analyse er iskold:

- Hvis John Brædder tilbød Johannes Kristensen (C) borgmesterposten, ville det skabe en ny politisk virkelighed. Jeg tror ikke på, at Simon Hansen (S) ville sidde stille og se det ske.

Ifølge Bob Richard Nielsen ville Socialdemokratiet reagere prompte:

- Simon Hansen ville være gået over til John Brædder og tilbudt ham mere indflydelse. Så ville Socialdemokratiet og Guldborgsundlisten finde hinanden, og de blå partier ville stå udenfor.

Det handlede ikke om sympati, siger han. Det handlede om realiteter:

- Det handler om, at jeg ikke havde tillid til, at et blåt flertal kunne føres ud i livet. Jeg er ikke født i går.

Billedet viser Camillo Krog, der er spidskandidat ved det kommende kommunalvalg for Liberal Alliance i Guldborgsund.
Camillo Krog, spidskandidat for Liberal Alliance. Privatfoto

Camillo Krog (LA): - Der var ingen aftale

Liberal Alliances Camillo Krog deler analysen - og skyder samtidig direkte på den udlægning, John Brædder har forsøgt at fortælle siden valget.

- Vi havde ingen aftale med John Brædder. Vi er ikke løbet fra nogen aftale, for vi havde ingen aftale.

Som han ser det, er fortællingen om en påstået aftale før valget grundlæggende forkert:

- Det er faktuelt forkert. Jeg forstår ikke, hvordan John Brædder kan opfatte det på den måde.

Og han minder om det helt afgørende punkt:

- Der er ingen, der kan love noget søndag før et valg. Ingen ved, hvordan mandaterne falder.

Et gammelt opgør og en ny mistanke

Ifølge Folketidendes oplysninger var det ikke kun Liberal Alliance, der var tilbageholdende. Flere borgerlige profiler, både nye og erfarne, vurderede, at et flertal med John Brædder som samlingspunkt ville være vanskeligt at styre. Ikke nødvendigvis fordi John Brædder er rød eller blå. Men fordi ingen kunne regne med, hvad der ville ske, når Socialdemokratiet begyndte at forhandle.

Og så kom episoden på de sociale medier kort efter valget.

På valgaftenen, midt i skuffelsen, gik John Brædder til angreb i et kommentarfelt til et B.T.-opslag på Facebook, hvor han opfordrede Danmarksdemokraterne til at fyre Bob Richard Nielsen. 

Kommentaren blev hurtigt slettet, men i blå blok så man den som et ekko af netop den usikkerhed, der prægede valgnatten.

Johannes Kristensen, Konservative. Arkivfoto

Johannes Kristensen (C): - Et solidt blåt flertal fandtes ikke

Konservatives Johannes Kristensen placerer sig midt imellem de to udlægninger. Han slår fast, at der aldrig var et flertal, der gjorde ham til borgmester.

- Der var ikke mere end 13, der pegede på mig, så jeg har ikke takket nej til en borgmesterpost. Det er løgn.

Han siger, at han aldrig hørte direkte fra John Brædder:

- Jeg hørte ikke noget personligt fra John Brædder. Ingenting. Og så begynder han at sige bagefter, at han kunne gøre mig til borgmester. Det har intet på sig.

Og han gentager matematikken:

- Hvis der var kommet nogen med 15 mandater, så havde jeg selvfølgelig taget den. Men det var der ikke.

John Brædder (L): - Ubegrundede beskyldninger

John Brædder på valgaftenen. Foto: Maria Glasius Lange

John Brædder selv afviser hele fortællingen om, at han ville løbe fra en aftale.

- Hvis nogen mener, at jeg ville have hoppet fra en aftale, så må de begrunde det. Jeg har aldrig, aldrig nogensinde givet anledning til den tanke.

Han kalder anklagerne spekulative:

- Det er en ubegrundet beskyldning. Der har aldrig været tale om, at jeg skulle hoppe nogen vegne. Jeg ved ikke, hvad de bygger det på.

Og han forsøger at lægge låg på:

- Hvis nogle partier mener, at der var mistillid på valgnatten, må jeg forholde mig til det politisk. Men jeg synes, vi skal lægge stridsøksen og arbejde konstruktivt videre nu.

Farver fyldte mest i debatten - men mindst i beslutningen 

Udadtil fyldte spørgsmålet om rød og blå mest. Men inde i maskinrummet handlede valget om noget helt andet: politisk strategi og frygten for et pludseligt sceneskifte. 

I blå blok var vurderingen, at Socialdemokratiet uden tøven ville kunne matche, eller overgå, ethvert tilbud, John Brædder kunne lægge på bordet. 

Hvis Simon Hansen først gav sig til at forhandle direkte med Guldborgsundlisten, kunne der opstå en ny politisk virkelighed nærmest fra minut til minut.

Og hvis Socialdemokratiet og Guldborgsundlisten fandt hinanden, ville de øvrige blå partier stå tilbage uden reel indflydelse - selv om mandaterne i teorien kunne danne et borgerligt flertal. 

Det var den politiske risiko, der kom til at fylde: ikke farverne, men frygten for at miste kontrollen over konstitueringen. 

Et flertal var muligt - men ingen troede, det kunne holde

Da det kom til stykket, handlede beslutningen ikke om matematik, men om tillid. På papiret fandtes et blåt flertal. Men i praksis vurderede partierne, at det var for skrøbeligt til at kunne overleve et pres fra Socialdemokratiet.

Ingen troede på, at en aftale med John Brædder ville være stabil, hvis først Simon Hansen lagde et bedre tilbud på bordet. 

Bekymringen var klar: Et flertal kunne etableres - men også smuldre igen, længe før blækket var tørt. 

Og i den vurdering lå kernen: Risikoen for et kollaps var større end udsigten til en blå borgmester. Derfor pegede blå blok i sidste ende på rød - fordi det var den løsning, de troede mest på kunne holde.