Blå blink

Uheldene skabte kø i begge retninger. Foto: Jan Schmidt, Xdmedia

Uheld gav kaos på motorvej: Nu lysner det

Det er svært at komme forbi uheldsstedet, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nærved-sammenstød mellem to lastbiler skabte fredag eftermiddag skabt store trafikale udfordringer på Sydmotorvejen mellem Farøbroerne og Nørre Alslev i begge retninger.

Første anmeldelse indløb omkring klokken 14.10, hvor to lastbiler lastet med sammenlagt 55 tons madaffald var på vej i sydgående retning. 

Ifølge politiet lavede den første lastbil af ukendte årsager en katastrofe-opbremsning, hvilket den bagvedkørende derfor også gjorde.

De to lastbiler undgik at støde sammen, men en del af mange tons madaffald røg af lastbilerne og ud på vejen.

Det skabte selvsagt trafikale problemer i sydgående retning, men det fik også bilister i nordgående retning til at kigge så meget, at to biler her stødte sammen.

Heldigvis kom ingen personer fysisk til skade ved de to uheld. Midt på eftermiddagen var der ryddet op efter uheldet i nordgående retning, mens der i sydgående retning fortsat er delvist spærret og kø.

Her afventer man, at der skal komme en vejrenser fra Glostrup og gøre vejen ren igen, så man kan åbne i begge spor.

Det ene spor er dog åbent, så det er mulig at passere uheldsstedet med forsigtighed, oplyser politiets vagtchef kort før klokken 16.30.

Politiet har nu forladt stedet igen, mens Vejdirektoratet fortsat er på stedet.

Det vides ikke, hvor lang tid, der går, før der er ryddet helt op efter uheldet.