Generationers rigdom i ryggen: - Jeg har været heldig

I første del af fortællingen om Axel Tesdorpf Castenschiold handlede det om opvæksten på Pandebjerg, generationsskiftet og det nye liv på Ny Kirstineberg. I anden del handler det om de valg, han selv har truffet som femte generation - om landbruget, fodbolden, ansvaret og spørgsmålet om, hvem der en dag skal tage over.

Brud med landbruget

På andre områder har Axel været mere villig til at bryde med tidligere generationers måde at gøre tingene på. Familien har en lang landbrugshistorie, men i 2019 valgte han at stoppe med selv at drive markerne og i stedet forpagte jorden ud.

Han havde indtil da været en del af et driftsfællesskab med andre gårde, men syntes ikke, at resultaterne stod mål med indsatsen. Samtidig passede en mere stabil forpagtningsindtægt bedre ind i den virksomhed, han ønskede at bygge op omkring godserne.

Det var ikke en beslutning om at vende landbruget ryggen, men snarere om at se på jorden som ét blandt flere aktiver og spørge, hvordan hele virksomheden kunne hænge bedst muligt sammen. I dag kommer indtægterne blandt andet fra landbrug, boligudlejning, skov, jagt og arrangementer, og Axel har gennem årene også investeret i boligejendomme i Nykøbing og andre projekter uden for selve godset.

Der er dog én ting fra den gamle landbrugsdrift, han stadig kan savne. Når man ikke selv driver markerne, mister man også noget af den tætte kontakt med årets gang, og især høsten står tilbage som noget særligt.

- Man mister de gode høsttimer om sommeren. Støvet og duften. Det er jo en speciel tid, siger han.

Til gengæld har han ikke noget behov for at blande sig i, hvilke afgrøder forpagteren vælger på de enkelte marker. Han glæder sig over, at jorden bliver drevet godt, mens hans eget arbejde i højere grad ligger i at udvikle resten af virksomheden.

Fodbolden

Det er heller ikke kun Pandebjerg og Ny Kirstineberg, der binder Axel til området. Fodbolden har fulgt ham næsten lige så længe, og som ung nåede han otte ungdomslandskampe.

Det er en statistik, han gerne trækker frem, når nogen i omgangskredsen driller ham med, at deres erindring om hans evner på banen måske ikke helt svarer til hans egen.

- Jeg synes jo selv, jeg var god. Men nogen mener ikke helt, de kan huske det på samme måde, siger han med et grin.

Forbindelsen til fodbolden stoppede ikke, da støvlerne blev lagt væk. Axel blev senere tæt knyttet til Nykøbing FC og var i en årrække direktør i klubben, og engagementet passer godt sammen med den måde, han taler om sit forhold til Falster på.

Han kan lide at se lokale unge få mulighed for at udvikle sig, ligesom han glæder sig, når mennesker vender tilbage til området og bidrager med noget. Han fremhæver selv fodboldklubben som et sted, hvor han gennem årene har lagt rigtig mange timer.

For Axel er det ikke nødvendigvis noget, der følger med titlen som godsejer. Han ser det snarere som en konsekvens af at føle en stærk tilknytning til et lokalområde og have lyst til at være med til at udvikle det, man selv er en del af.

Fire generationer før ham

Historien er alligevel aldrig langt væk. Axel beskriver sig selv som én, der står på skuldrene af fire generationer før ham, og i familien fylder især tipoldefaren Edward Tesdorpf, som var en markant landbrugsmand og en central skikkelse i opbygningen af familiens besiddelser.

Axel er stolt af den historie, men han er samtidig bevidst om, at sammenligningen med tidligere generationer kan blive en byrde, hvis man hele tiden måler sine egne resultater mod mennesker, der levede under helt andre vilkår. Når han bliver spurgt, om han føler sig heldig over at have fået muligheden for at overtage, er svaret derfor også ret klart.

- Ja, det gør jeg. Jeg synes, jeg har været heldig.

For Axel er det først og fremmest et privilegium, men også et ansvar, og det ansvar handler ikke om at kopiere dem, der kom før. Han har forpagtet jorden ud, investeret uden for godset og gjort Ny Kirstineberg til et sted, hvor gæster kan holde bryllup og sove i de gamle bygninger.

- Jeg synes helt overordnet set, at det er et privilegium. Men man skal passe på med ikke at lade sig presse for meget af det. Man skal bruge det positivt, siger han.

Fællesnævneren er i stedet ønsket om at aflevere noget, der fortsat fungerer, når næste generation en dag står med ansvaret.

Sjette generation

Den næste generation er foreløbig stadig så ung, at Axel ikke ønsker at lægge nogen plan ned over den. Han håber, at Pandebjerg og Ny Kirstineberg kan blive i familien, men efter selv at være vokset op med bevidstheden om, at han var den næste, lægger han vægt på, at børnene ikke skal opleve overtagelsen som noget, andre har besluttet for dem.

- Jeg pusher dem ikke. Jeg går meget op i at sige, at det er frivilligt. De skal gøre lige præcis det, de synes er rigtigt, siger han.

Det betyder dog ikke, at familiehistorien er gået hen over hovedet på dem. Den ældste datter har allerede selv regnet logikken ud og forklaret sin far, at når han havde overtaget fra farmor, måtte hun vel en dag overtage fra ham, hvorefter hun så, en smule forkert forstået, kunne give stedet videre til sin lillesøster.

Axel fortæller historien med et smil. For på den ene side er det præcis den forbindelse mellem generationerne, han gerne vil give børnene, mens han på den anden side ikke ønsker, at deres liv skal være bestemt, bare fordi fire generationer før dem har valgt den samme vej.