"Ist dies Dänemark"

Den unge mand kiggede spørgende, tøvende og en anelse sky på Birger Juul, der denne formiddag kort efter påsken i 1986 havde valgt at spadsere langs stranden fra isværket på havnen i Gedser til hjemmet på Skovvænget.

- Hvad kunne jeg svare andet end ja. Så jeg rakte ham hånden og sagde velkommen til Danmark, fortæller Birger Juul og mindes det uventede optrin på stranden den forårsdag for over 23 år siden.

Kort før mødet med den unge mand havde Birger Juul været på havnen i Gedser for at tilse isværket, som han havde ansvaret for ved siden af jobbet som tolder i Gedser. I det stille, men kolde vejr besluttede han at spadsere langs stranden for at få lidt frisk luft og kigge efter rav.

- Jeg havde godt set en lille båd uden for havneindløbet, da jeg begyndte at gå, men jeg forbandt det ikke med noget usædvanligt. I baghovedet troede jeg nok, at det var en lokal fisker eller jæger, som var ude på havet. Men da jeg nåede ned på stranden, så jeg en to-mands-kajak ligge i vandkanten, og den ene mand var på vej hen til mig, mens en anden stadig sad afventende i kajakken. Efter at have budt dem velkommen til Danmark spurgte jeg, om de kom fra DDR, hvilket de svarede ja, fortæller han.

Derefter opstod et øjebliks mærkelig stilhed mellem de tre mænd på stranden - en stilhed som Birger Juul valgte at bryde på den spøgefulde måde.

- Jeg har altid ment, at humor er et af livets vigtigste krydderier - uanset hvem man er, og hvor man kommer fra - så jeg sagde til de unge mænd, at jeg også, som sandt var, var ansat ved toldvæsenet og derfor skulle spørge, om de havde noget at fortolde...

Skålede i brændevin
Den unge mand på stranden greb den muntre bemærkning og gik hen til kajakken, hvor han hjælp sin kammerat op af kajakken og fandt en lille flaske kornaquavit frem.

- Den ville han gerne fortolde, men bød den så rundt, og vi skålede i den østtyske brændevin, mindes den tidligere tolder.

Derefter var han ikke i tvivl om, at her stod to mennesker, som havde brug for hans hjælp - og den fik de.

- Jeg gik hen til et lille skur på havnen, hvor jeg vidste, at der var en telefon, og ringede hjem til min hustru og sagde, at hun skulle sætte en ekstra kande kaffe over. Så traskede vi hjem til Skovvænget, og de to unge østtyskere kom inden for i vores hus, hvor de tog et bad og fik vasket deres tøj. De var jo meget forfrosne efter den lange tur i kajakken fra DDR til Gedser. Så bænkede vi os i køkkenet og fik brød og kaffe - og så fortalte de deres historie til mig og min hustru...

³Flugten havde været planlagt i månedsvis, og de to unge mænd havde gjort op med sig selv, at de kunne risikere aldrig at skulle se deres familie igen.

Kajakken og dens to motorer havde de købt i den sydlige del af DDR, så ingen fattede mistanke til dem. Om aftenen lykkedes det dem at komme uset ned til stranden og få kajakken i vandet. Målet var Fehmarn i det forjættede Vesttyskland. Men først satte den ene motor ud, og kort efter den anden.

Derefter blev begge motorer kastet over bord, og mændene fortsatte med at padle igennem den mørke nat. Kort efter opdagede de, at de padlede mellem nogle østtyske marinefartøjer, men fordi motorerne var blevet dumpet, blev de ikke opdaget af skibenes radar, fordi resten af kajakken var af træ og lærred, som ikke reflekteres på en radarskærm. Den ene time tog den anden, og kajakken nærmede sig land, men de unge mænd vidste ikke hvilket land. Dog så de pluselig i morgendæmringen DDR-færgen ³M/F Warnemünde² komme ud af havnen i Gedser og vende rundt mod dem - og de troede dermed, at de var opdaget. De vidste ikke, at færgen altid vender uden for havneindløbet - og kort efter var den væk. Og de to mænd padlede de sidste hundrede meter ind til stranden...²

- Det var meget bevægende at høre deres historie, mens vi sad i køkkenet og drak kaffe. Men jeg sagde til dem, at jeg var nødt til at kontakte myndighederne og fortælle om deres ankomst. Det var de indforståede med, for deres højeste ønske var at komme videre til Vesttyskland, og de vidste godt, at turen dertil gik via det danske politi. Alligevel sank de sammen i stolene, da jeg rejste mig og ringede op til politiet, fortæller Birger Juul.

Kom tilbage og hentede kajak
Kort efter kom en patruljevogn til Skovvænget, og betjentene afhørte kort de to østtyske mænd.

- Vi blev enige om, at mændene kunne blive her hos os, indtil deres tøj var vasket og tørt, og så kørte jeg over på stationen med dem. Det var meget udramatisk altsammen, og østtyskerne fortalte senere, at de var blevet behandlet godt af myndighederne. De blev tilbageholdt et par dage og afhørt af efterretningstjenesten, inden de blev eskorteret til Vesttyskland, fortæller han.

Et par måneder senere kom de tilbage til Gedser for at hente deres kajak, og takkede Birger Juul og hans hustru for deres gæstfrihed. Samtidig efterlod de et telefonnummer, som parret i Gedser med mellemrum i årene derefter ringede til for at høre, om de to mænd havde det godt i deres nye liv - og det havde de.

De to unge mænd, der begge var midt i 20'erne, bosatte sig efter flugten i Hamburg, hvor de stadig bor og har skabt sig en tilværelse. De ønsker at lægge fortidens oplevelser i DDR bag sig og har derfor takket nej til at medvirke i denne artikel.