Til dyb eftertanke

Jeg er ikke altid klar over, hvor de får det fra. I nogle tilfælde, hvor jeg kender vedkommende, ved jeg, at anderledes kan det ikke være. I andre tilfælde er det en bekræftelse af livet, som det blev levet, uden jeg kendte det. Men hver eneste gang er det til dyb eftertanke.

Alt imens overbudspolitikken har kronede dage, og alle med indflydelse lover kortere ventetid på undersøgelser og efterfølgende behandling, går, sidder, ligger mennesker, som du og jeg kender, med en sikker viden om, at netop deres kræftsygdom er livstruende.

Men netop blandt dem er der mennesker, som i deres ytringer, i deres blotte livsudfoldelse, vidner om en enestående vilje til livet, på trods. Set med lægevidenskabens briller har de måske ikke så meget at have viljen eller håbet i, dømt som de er af samme videnskab. Men ikke desto mindre er de for os, der kommer dem nær, vidne om, at et er lægevidenskab, et andet er livskundskab.

Jeg traf et menneske forleden, som med sin forstand ved, hvad han bærer med sig i sin krop, men også med sin vilje og sit håb ved, hvad han bærer med i sjælen. Og det kan ingen tage fra ham. Og der i samtalen faldt der nogle ord, deri eftertanke blev til dyb visdom.

?Nok kan sygdommen tage livet af mig, men den kan ikke tage livet fra mig. Det har jeg fået og levet?.

Der sidder man over for dette menneske, dette vidne om liv, der blev levet, og som ingen kan tage fra ham, og tier, for her er ord overflødige.

Uden for i det hektiske liv, vi lever med eller mod hinanden, støjer det med beklagelser over de uretfærdigheder, som vi mener, vi bliver udsat for, når sygdom og legemlige skavanker truer os på livet. Vi, der endnu er raske, påkalder os en ret til et sygdomsfrit liv og en alderdom uden skavanker. Alt andet er uretfærdigt og fejl, som vi kræver rettet, her og nu. Med den skat, vi betaler, med det enorme budget, som lægevidenskaben råder over, med den ekspertise, som dette rige samfund fostrer, så finder vi os ikke stiltidende i, at skæbnen skalter og valter med vore dyrebare liv.

Da er det til eftertanke at sidde hos et menneske, der blev ramt, et menneske, der erfarede, at intet er givet som en selvfølgelighed, men alt er givet som en gave. Da vækkes en ydmyghed over for livet, som vi i det hektiske liv fortrænger, men som den, der blev ramt af sygdom, vidner om, og da bliver de ord, som Benny Andersen i sin tid skrev i sin forårssang, virkelig og nærværende. ?Tag da kun min sidste spinkle mønt. Livets sol er min den sidste del af livet, for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at Alt og Intet er os givet?.

Det var vel den raske, der skulle mindes om det, vidne om det. Men det blev ofte den sygdomsramte, der mindede os om det og vidnede om det. Alt det bedste i livet er givet som en gave og intet i livet er selvfølgeligt.

?Nok kan sygdommen tage livet af mig, men den kan ikke tage livet fra mig. Det har jeg fået og levet?. Disse ord blev den dag for mig en hymne til livet, en taknemmelighed over det, man fik, et vidne om, hvor dyrebart dette liv er. Sagt af den syge til den raske. Og med et` forstår man endelig betydningen af og fordringen

I Benny Andersens slutreplik, at ?en gang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg?.