Efter krigsforbrydelserne er der flere katte end mennesker i Butja

De fleste boder står tomme med lukkede skodder. Markedet i Butja er netop genåbnet.

Åbningen markerer en grad af normalitet i den Ukrainske by, der er en forstad til hovedstaden Kyiv.

Bag en stor bunke æg står 69-årige Natalija Morgun i sin bod. Hun husker, hvor koldt der var i marts, da de russiske soldater indtog Butja.

- Gudskelov er vi på vej tilbage til normalen, siger hun, mens tårer triller ned ad hendes rynkede kinder.

Det er første gang, hun har tilladt sig selv at græde siden krigens udbrud.

- Det er skamfuldt for mig at fortælle, at jeg er født i Rusland.

Butja er blevet synonym med krigsforbrydelser. Sådan har det været, siden lig iført civilt tøj blev fundet i gaderne. Nogle med hænderne bundet på ryggen.

Russerne afviser, at de har været involveret i grusomhederne.

- Jeg har ikke lyst til at tænke på det, siger 21-årige Valerija Bilyk fra sin slagterbod.

Hun foretrækker at holde sig beskæftiget med arbejdet på det lille overdækkede marked.

- Det bliver bedre hver dag (...). Butikkerne åbner lige så stille. Folk med små børn og hunde kommer tilbage.

- Hvis man ser bort fra ruinerne, føles det næsten, som om vi er kommet videre, tilføjer hun.

De fleste murbrokker og udbrændte biler er fjernet. Men det er svært at ignorere de ødelagte bygninger uden for markedet. Skudhuller antyder, at nogle af butikkerne er blevet røvet.

Mange butiksejere er ikke vendt tilbage. De få kunder, der går rundt på markedet, er ældre.

- Der er flere katte end mennesker, bemærker en forbipasserende.

Serhij på 42 har valgt at åbne en bod med sin kone, Maryna, for at tjene nogle flere penge.

Siden krigens udbrud har Serhij været arbejdsløs. Inden da var han ingeniør i en nærliggende lufthavn.

Parret har fået en idé: De vil sælge fødselsdagspynt.

- I hårde tider har børn brug for at grine, forklarer Maryna, mens hun lægger papirhatte og farverige bannere frem i boden.

Samtalen tager en mørk drejning, da emnet falder på hændelserne under den russiske besættelse.

Serhij fortæller om sin søsters gudfar, der blev tortureret. På sin telefon viser han billeder af kroppen.

Maryna taler om sin mors død, inden hun skifter emne.

- Vi bliver nødt til at gå over til den daglige rutine: forsøge at arbejde for at glemme, siger hun.

Dmytro Jefremov er på markedet for at købe et vandfilter. Han fortæller, at han ikke vil glemme, "hvad russerne har gjort her".

- Mange generationer vil huske det her. Lige til den dag de dør. Og vi vil tage hævn, sværger han.

34-årige Olena Khokhlova forsøger at komme videre med sit liv. Hendes andet barn er på vej.

Hun bor på den gade, hvor mange lig af civile blev fundet. Inden hun flygtede fra byen den 10. marts, så hun "rædsler".

- Til at begynde med er det chokerende. Men så indser man, at her er vores virkelighed. Man bliver nødt til at ændre sit liv for at blive ved med at leve.

- Hvis man ikke gør det, bliver man skør, siger hun.

Når hendes datter bliver født i august, skal hun hedde Stefania - opkaldt efter den ukrainske sang, der vandt Eurovision.

/ritzau/AFP