Egyptisk præsident vil forsone Fatah og Hamas

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, mødes onsdag med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og Hamas-leder Khaled Meshaal i Kairo.

Offentliggjort Sidst opdateret

De palæstinensiske bevægelser Hamas og Fatah har været på kollisionskurs, siden Hamas overtog kontrollen med Gazastriben i 2007 efter en overbevisende valgsejr året før.

I de mellemliggende år har der været kold luft mellem Hamas og Fatah, der kontrollerer den besatte Vestbred. Det er først og fremmest spørgsmålet om fredsforhandlinger med Israel, der skiller parterne.

Hamas anerkender ikke staten Israel, og fra Gaza, der stadig kontrolleres af Hamas, affyres der ofte raketter imod Israel.

De to palæstinensiske bevægelser nåede under egyptisk mægling til enighed om en forsoningsaftale i april 2011, med hovedpunkterne i aftalen er endnu ikke blevet opfyldt.

Flere eksperter tvivler da også på, om en forsoning mellem de to parter overhovedet er mulig i øjeblikket.

Den norske professor Nils A. Butenschøn, som også er direktør for Institut for Menneskerettigheder i Oslo, mener ikke, at Fatah og Hamas er klar til at etablere en fælles administration.

- Desuden vil forhold udenfor disse to bevægelser være helt afgørende for, om det tipper den ene eller den anden vej, siger Butenschøn til nyhedsbureauet NTB.

Han henviser blandt andet til konflikten i Syrien samt Iran og USA's rolle.

Fatah og Hamas skændes nemlig ikke blot om magtfordelingen i en eventuel samlingsregering. De er også uenige om kontrollen over de rivaliserende sikkerhedsstyrker.

Desuden er Fatah, der startede den væbnede modstand mod Israel for snart 50 år siden, blevet gradvist mere moderat og har med Vestens støtte ført forhandlinger med Israel.

Hamas blev stiftet i 1987 og er allieret med Hizbollah og Iran. Den islamistiske bevægelse nægter at anerkende staten Israels ret til at eksistere.

Onsdagens møde mellem Abbas og Meshaal er det første med præsident Mursi som vært.

/ritzau/AFP