Første Guantanamofange er tæt på dom i USA

Den første anklagede fra USA's Guantanamo-militærfængsel på Cuba er mandag i en civil ret i New York blevet beskrevet af en føderal anklager som en massemorder med "hundredvis af menneskers blod på sine hænder".

Den 36-årige Ahmed Khalfan Ghailani, en tanzanianer fra Zanzibar, er anklaget for at være medskyldig i de al-Qaeda-bilbombeangreb i 1998 mod USA's ambassader i Kenya og Tanzania. Bombeangrebene dræbte 224 mennesker.

Den månedlange retssag i Manhattans Føderale Ret betragtes som et første forsøg på at retsforfølge nogen af de 174 mænd, som har været tilbageholdt på det amerikanske militærfængsel ved Guantanamobugten på Cuba.

En af dem, der venter på at komme for retten er Khalid Sheikh Mohammed, der er anklaget for at være manden, der stod bag terrorangrebene mod USA 11. september 2001 i New York og Washington.

I sin procedure forklarede USA's viceanklager Harry Chernoff den 12 mand store jury, at Ghalani samarbejdede med fremtrædende al-Qaeda-krigere om at "gennemføre det indtil da største terrorangreb på USA".

Chernoff afviste forsvarets argumenter om, at Ghailani bare skulle have været en stik-i-rend-dreng for ældre krigere uden kendskab til planen. Han sagde til juryen, at Ghalani ikke bare var med dem, han var en af dem og hjalp til med at konstruere bomben".

Anklageren fortsatte med at sige, at Ghalani var dybt involveret i forberedelsen af bomben i Tanzania ved at købe gasbeholdere til at forøge virkningen af eksplosionen og køretøjet til at transportere sprængstofferne.

Ghalani købte ilt og acetylenflasker med en pung fyldt med kontanter, sagde Chernoff, så sprængstykker fra flaskerne "ville forøge dødstallet".

Forsvarerne ventes at indlede deres procedure tirsdag.

/ritzau/

Den første civile retssag mod den første af 174 Guantanamo-fanger er tæt på en afslutning.

Offentliggjort Sidst opdateret