Etniske albanske oprørere fra Kosovos Befrielseshær (KLA) stod bag handel med organer fra serbiske fanger i kølvandet på Kosovo-konflikten i 1999. Det hævder en rapport, som Europarådet offentliggør torsdag.
- Talrige indikationer synes at bekræfte, at organer blev fjernet fra nogle fanger på en klinik i et albansk område med henblik på transplantationer i udlandet, hedder det i den 27 sider lange rapport.
Den er skrevet af den schweiziske diplomat Dick Marty, Europarådets særlige udsending i denne sag.
Rapporten advarer om, at disse "kriminelle aktiviteter", der fandt sted "på initiativ af visse militsledere fra KLA med forbindelse til organiseret kriminalitet" fortsætter i dag - dog under andre former.
I Kosovos hovedstad, Pristina, afviser den afgående regering under premierminister Hashim Thaci - en af KLA's militsledere under krigen med serberne 1998-99 - kraftigt påstandene i rapporten.
Regeringen kalder den et forsøg på at tilsvine KLA og dets ledere.
- Den bygger på grundløse beskyldninger, der er opfundet med det formål at skade Kosovos anseelse, hedder det i en erklæring fra Kosovos regering.
Regeringen under Thaci, hvis parti fik flest stemmer ved parlamentsvalget i Kosovo søndag, advarer om, at den "vil tage alle tilgængelige skridt for at imødegå Martys fabrikationer, heriblandt juridiske og lovlige skridt".
I rapporten påpeger Marty, at et af centrene for den kriminelle underverdens handel med organer var den albanske by Fushe-Kruje.
Her fandtes blandt andet en klinik, hvor nogle af de serbere, KLA havde taget til fange, fik deres nyrer fjernet mod deres vilje, hedder det i rapporten. Organerne blev solgt til private klinikker i udlandet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned