Sikkerheden på de tyske atomkraftværker skal kulegraves af to kommissioner frem til 15. juni.
Først da skal der tages stilling til, om EU's største land helt skal skrotte atomenergien som følge af de store problemer på det japanske Fukushima-værk oven på forrige uges jordskælv.
Det ene udvalg under miljøministeriet skal primært se på de tekniske spørgsmål, mens det andet udvalg bestående af blandt andet forskere skal se på de mere etiske og samfundsrelevante spørgsmål i forbindelse med atomkraften. Samtidig skal der udarbejdes en ny sikkerhedsplan for samtlige 17 tyske atomkraftværker.
Det står klart, efter at forbundskansler Angela Merkel tirsdag havde indkaldt de fem ministerpræsidenter, hvis delstater huser atomkraftværkerne, til krisemøde i kanslerministeriet i Berlin.
- Jeg vil ikke udelukke, at kulegravningen kan få følger for (atomkraftværkernes) levetid, siger Merkel.
Hendes regering besluttede ellers trods protester i efteråret i fjor at droppe et planlagt tysk stop for atomkraft og give værkerne yderligere 12 år at producere energi i.
Men billederne fra Japan, hvor desperate brandmænd kæmper med at få situationen på Fukushima-værket under kontrol, har fået Merkel til at skifte kurs.
Titusinder af tyskere er den seneste uge gået på gaden i protest mod atomkraft, og forbundsregeringen har midlertidig lukket otte af de ældste atomkraftværker som reaktion på den truende atomkatastrofe i Japan.
Oppositionen kalder Merkels kursskifte populistisk. Rheinland-Pfalz' socialdemokratiske ministerpræsident, Kurt Beck, klandrer kansleren for kun at have indkaldt sine borgerlige partifæller til krisemøde.
På søndag er der valg i hans delstat og nabodelstaten Baden-Württemberg, hvor atomspørgsmålet også ventes at komme til at spille ind på vælgernes dom.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde