Ukrainske flygtninge beretter om tvangsdeporteringer til Rusland

Mariupol er en af de mest ødelagte byer under krigen. Borgmesteren anslår, at 90 procent af alle bygninger er beskadigede eller ødelagte. Foto: Pavel Klimov/Reuters

Mange tusinde ukrainere fra blandt andet den belejrede by Mariupol kan være blevet ført til russiske byer mod deres vilje, lyder anklagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da ukrainske Mila Pantjenko sidste måned flygtede fra sin hjemby, Mariupol, fik hun ikke mange valgmuligheder.

Først kom tjetjenske tropper fra den russiske side af krigen og overtog den bygning, hvor hun og flere dusin andre civile havde søgt ly for de russiske bombardementer.

- De sagde, at vi skulle evakueres, fordi de ville etablere deres hovedkvarter der, fortæller Mila Pantjenko til nyhedsbureauet Reuters.

Hun havde ikke meget vand eller mad tilbage og fortæller, at hun ikke kunne gøre meget andet end at tage imod deres tilbud om at blive kørt til de russiskstyrede områder af Donbas.

Her blev hun afhørt af det prorussiske styres politi og fik taget fingeraftryk.

- Vi blev spurgt, om vi havde nogen forbindelse til Ukraines hær eller kendte nogen fra Azov-bataljonen, fortæller Mila Pantjenko.

Azov-bataljonen er den stærkt højreorienterede division af Ukraines hjemmeværn, som anklages for nazisympatier.

Mila Pantjenko blev herefter kørt i bus til banegården i den russiske by Taganrog.

Hun fik at vide, at de ville komme til en anden by i Rostov-regionen, der grænser op til Ukraine.

Men da toget endelig stoppede, var hun i Tula - godt 800 kilometer længere nordpå.

Reuters har talt med flere andre flygtende ukrainere og deres familier, der fortæller samme historie: at de mod deres vilje bliver ført fra Ukraine og ind i Rusland - langt væk fra deres hjem.

Deres historier har Reuters ikke kunnet efterprøve. Og de russiske myndigheder er ikke vendt tilbage på henvendelser om praksissen.

Men ifølge Ljudmyla Denisova, ombudsmand for menneskerettigheder i Ukraine, har Rusland deporteret 33.000 mennesker fra Mariupol mod deres vilje. Det er i så fald en krigsforbrydelse.

Natalija Bil-Maer fortæller en lignende historie.

Hun prøvede at flygte vestpå fra Mariupol den 22. marts sammen med sin familie, da de russiske styrker nærmede sig. Men deres flugtvej blev afskåret af bombardementer.

- Vi havde kun en vej at gå, fordi den del af byen blev styret af russiske soldater. Så de transporterede os, og vi blev deporteret til Rusland, siger Natalija Bil-Maer til Reuters.

På vej gennem de russiskstyrede områder blev de gentagne gange afhørt, og mændene skulle klæde sig af.

Natalija Bil-Maer kom også til banegården i Taganrog, hvor hun kunne se, at togene var på vej langt ind i Rusland.

Hun skyndte sig at ringe til en tante i Krasnodar, der ligger længere sydpå i Rusland. Tanten kom og hentede familien.

Men i Krasnodar blev de trætte af at få at vide af fremmede, at krigen og de mange civile ofre var Ukraines egen skyld.

Derfor flygtede de videre til Georgien. Nu ved de ikke, hvornår de kan vende hjem. Blandt andet fordi Natalijas mand har overtrådt forbuddet mod, at mænd mellem 18 og 60 forlader Ukraine.

I Taganrog blev evakuerede ukrainere fra Mariupol blandt andet placeret i et overnatningscenter i en sportshal. Ikke alle var der af egen fri vilje. (Arkivfoto fra marts). Foto: Sergey Pivovarov/Reuters

For Mila Pantjenko lykkedes det at komme væk fra Tula og ud af landet, og hun er nu i Brescia i det nordlige Italien.

- Men min plan er at tjene nogle penge og vende tilbage til mit hjem, Mariupol, hvis det forbliver ukrainsk, siger hun til Reuters.

- Jeg vil meget gerne tilbage til Ukraine.

/ritzau/Reuters

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu