Ukrainske kvinder gør klar til at rydde tusinder af miner i hjemlandet

I den kosovoske by Peja modtager seks ukrainske kvinder træning i at rydde miner. Når vender hjem, venter et årelangt stykke arbejde med at rydde minefelter. Foto: -/Ritzau Scanpix

I Kosovo bliver et hold ukrainske kvinder oplært i at rydde miner. Når de vender hjem til Ukraine, står de over for en enorm og årelang opgave.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kateryna Grybinitjenko meldte sig, efter at hendes hjemby i Donetsk-regionen blev bombet.

Sammen med fem andre kvinder har hun rejst hundredvis af kilometer til byen Peja i det vestlige Kosovo for at deltage i et intensivt kursus i minerydning.

I de tre uger, som træningen varer, får de seks kvinder undervisning i at finde, identificere og deaktivere eksplosiver.

Når træningen er overstået, har kvinderne tænkt sig at vende tilbage til Ukraine. Her vil de i første omgang begynde at rydde miner i de områder, som russerne har forladt.

Foran dem venter et årelangt stykke arbejde, mener Perrine Benoist fra organisationen Handicap International, der blandt andet deltager i minerydning verden over.

- Det kommer til at tage 50 år at rydde det hele, siger hun.

- 56 år senere er vi stadig i gang med at rydde miner i Laos, Cambodia og Vietnam.

Minerydning foregår for det meste manuelt ved hjælp af en metaldetektor og en lang pind, der forsigtigt stikkes ned i jorden for at finde frem til minen. Herefter bliver den gravet fri, trukket op, og detonatoren fjernes.

Det er en simpel, men farlig proces. Det kræver nerver af stål.

Anastasiia Mintjukova, en 20-årig engelsklærer, har iført sig visir og blåt beskyttelsesudstyr.

- Der er forskellige måder at kæmpe på, siger hun.

- Den eneste grund til, at jeg er her, er for at hjælpe mit land.

Hun fortæller, at der er et stort behov for "folk, der ved noget om minerydning" i Ukraine.

Det samme mener Kateryna Grybinitjenko.

Den 20-årige ukrainer Anastasiia Mintjukova er rejst til Kosovo for at lære at rydde miner og andre sprængfarlige krigsefterladenskaber. Det er et farligt job, der kræver nerver af stål. Foto: -/Ritzau Scanpix

- Mens jeg er rejst gennem Ukraine, har jeg set den enorme mængde af efterladt og ueksploderet ammunition, siger hun.

Det specifikke kursus, som kvinderne gennemgår, er blevet oprettet i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine. Der bliver derfor fokuseret på russiske og sovjetiske missiler, miner og raketter.

Mænd kan også deltage i kurset, men siden krigen brød ud, har ukrainske mænd i alderen 18 til 60 år fået forbud mod at rejse ud af landet.

Kurset afholdes af organisationen Mines Awareness Trust Kosovo. Den lille nation på Balkan-halvøen er et oplagt værtsland grundet dets "førstehåndsoplevelser", siger instruktøren Artur Tigani.

- Vi har været gennem en lignende situation, siger han.

Omkring 13.000 mennesker mistede livet i krigen i Eksjugoslavien, hvor serbiske styrker i 1990'erne kæmpede mod albanske oprørsgrupper.

Krigen efterlod 4500 minefelter i den serbiske provins Kosovo, der i 2008 fik selvstændighed.

Med hjælp fra det internationale samfund er de fleste af minefelterne blevet ryddet, og risikoen betegnes nu som "let".

De kosovoske instruktører har afholdt lignende kurser i Syrien, Irak og Libyen.

- Det er vores livs mission at redde liv og hjælpe andre til at redde liv, siger Artur Tigani.

Anastasiia Mintjukova og de fem andre kvinder regner med at slutte sig til beredskabet og begynde arbejdet, når de kommer tilbage til Ukraine den 13. maj.

De ved, at de har påtaget sig en farlig opgave. Men Anastasiia Mintjukova er klar.

- Jeg er ukrainer. Jeg er ikke bange for noget, siger hun.

/ritzau/AFP

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu