De gamle landsbyveje, som tusind gange dreje

I dag strækker vore veje sig gennem landet i lange, rette linjer. Der er solide broer over ethvert vandløb, en udfordrende bakke er gravet igennem, og kommer en dalsænkning på tværs, opfyldes den øjeblikkelig. Vejtræerne med deres skyggende kroner fældes. Resultatet er den slags forbindelseslinjer, som er alle bureaukraters drøm, og man må medgive dem, at til syvende og sidst er en ret linje den korteste afstand mellem to punkter. Ved at trække den i landskabet markerer man sin magt og holder sig på posten.

For ikke længe siden var forholdene ganske anderledes; vejene var ikke organiserede, men organiske, dvs. vokset frem på det givne landskabs betingelser:

Veje og stier snoede sig uden om det kæmpemæssige egetræ, gjorde en omvej, for at den vandrende tørskoet kunne forcere en lavtliggende eng, og fortsatte langs skovbrynet, så folk kunne få glæde af skygge og læ.

Fire veje skulle hver landsby have, og i disse sidste lå huse og gårde samlede, hvorfor områderne mellem bebyggelserne stort set var øde.

Den slags landskaber er svære at komme over i dag og især i vor del af landet, hvor endog markveje blot er et par rette hjulspor, og hvor horisonten overalt brydes af et hus eller i hvert fald af en tv-mast.

Og dog kan man enkelte steder endnu have heldet med sig.

Lige vest for Vordingborg, ved Ore strand, antager vejen et stykke ude lighed med fortidens veje og vrider sig fremad som en enorm slange.

Gruset og støvende glider den ind mellem bakker og ned over dale, og med havet på den ene side og marken med en skov som baggrund på den anden bliver den et sindbillede på vort lands historie: Søen og jorden.

Landskabet er stort i linjerne, og vejforløbet accentueres af de ledsagende elmaster i træ.

På en god dag vrimler hav og luft af fugle, mens den vilde vegetation står i rødbrunt, og himmel og hav i blåt.



Mange mennesker ser man ikke, faktisk har man været her mange gange uden at møde et eneste.

Underligt stadigvæk at kunne færdes i et sådant område i vort tætbefolkede land, hvor ellers ikke en plet får lov at ligge uforstyrret, og man mindes falstringen Sophus Claussens ord:





Lad pile stå ved vejen

og jordbær vokse røde,

- med mindre I vil kede

den kommende slægt til døde.