Når cykelprøven bliver ubrugelig

Af Karina Jensen

KLUMME. Når bare jeg har min cykel, er mulighederne endeløse. Sådan tænkte jeg, da jeg flyttede til Odense i slutningen af august for at læse. Glad og fro og i sikker forvisning om, at det blot ville tage mig et kvarter at komme til universitetet, svingede jeg ud på vejen. Herregud, jeg skulle jo bare lige ud næsten hele vejen.

Er man som jeg nybegynder i storbyens færdselslove, vil man dog hurtigt opdage, at disse kræver et helt særstudie i cykelkøreprøven. For cirka hver hundrede meter mødes man af lyskryds. Disse er vigtige at regne med i tidsplanen, for er man ikke typen, der tør snige sig med på de gule lys eller typen, der vurderer, at et tomt kryds med rødt lys betyder grønt for os, som er her, løber minutterne hurtigt til. På landet betyder rødt lys stå og grønt lys kør, men i byen er en gradbøjning af disse regler så almindeligt, at det modsatte generelt udløser frustration hos resten af cyklisterne.

Når man så - som jeg - mener at have luret disse uskrevne regler og har printet ind på nethinden, at “på gult er jeg skredet”, bliver næste skridt at lure lige nøjagtigt, hvilken lysregulering, der henvender sig til mig. Min første tur til universitetet nåede op på en halv time i stedet for det lovede kvarter, fordi jeg i næsten samtlige lyskryds blev snydt af, hvor jeg skulle se hen og derfor i længere perioder hverken fik grønt eller gult lys. Når vi snakker lysreguleringer, vendt i alverdens retninger, sætter mine ellers ret logiske, men nu temmelig overbelastede, hjerneceller ud.

Nogle få steder på min tur mod universitetet skal jeg dog dreje, og højresving er for os cyklister heldigvis noget, vi kan klare selv. Jeg rækker derfor min højre arm ud for at indikere min videre færd, som jeg fik det lært fra barnsben af. Her mødes jeg så af kulturchok nummer to. Arme og fagter i al almindelighed er en no-go i storbyen. Jeg ved ikke, om det er af ren og skær angst for at blive vippet af cyklen, når sidemanden slynger armen ud, eller om folk bare lider af forstrukne, ømme overarme, men i hvert fald bliver min to timer lange cykelprøve fra Kettinge Skole gjort fuldstændig ubrugelig i dette cykelinferno.
Jeg satser derfor på, at et par uger i skarp træning vil gøre mig kompetent til bylivets tohjulede verden. I mellemtiden vil jeg dog sætte mig og dagdrømme om Lollands krogede landeveje og simple lyskryds. 
 
Læs mere om klummeskribenten Karina Jensen - KLIK HER.
     
Læs også interviewet Hvorfor løbe efter en bus, der kører hvert andet minut - KLIK HER.  
 
Folketidende.dk sætter i en række klummer fokus på forskellene mellem land og by. Læs mere om temaet - KLIK HER.