Sommer-besøg

Den sidste sensommerdag, mandag 24. september, fik jeg besøg på 1. sal af to dagpåfugleøjer, der med sydøstenvinden var blæst ind gennem et åbent vindue i øst og nu blev bremset af et lukket vindue i vest. Det åbnede jeg, og de fløj videre ...

Et par dage før havde jeg fået endnu en sommerlig hilsen: et sidste, smukt gult og rødkindet guldborgæble var landet i en tveje i æbletræet. Dets duft fyldte køkkenet flere dage.

Fra om eftermiddagen fredag 21. til mandag 24. havde vi megen sol og over 20 grader, altså ?indian summer?, eller som man i gamle dage sagde: kvindesommer. Måske var det mandschauvenister, der syntes højsommeren var forbeholdt mændene, men ellers et smukt navn.

Før vi forlader sommerfuglene, skal det lige med, at vi kan se dagpåfugleøje og admiral til hen i oktober - når det ellers er solskin!

Svaler blev det stort set slut med i løbet af sensommerdagene, men lige op til var der hele sværme af by- og landsvaler blandt andet ved havnen i Nykøbing F.

Og den 12. september havde Henrik Ortved fra Bøtø et syn i Nykøbing F: på græsrabatterne ved Strandboulevarden fra Fjordvej til lægehuset på Slotsbryggen sad hundreder af hvide vipstjerter!

I den følgende uge var der op til syv - otte af dem på Lergravens bådebroer, sikkert den lokale familie, flyvende efter hinanden før trækket.

Før sensommeren satte ind, iagttog jeg på sundet de første efterårs- og vintergæster nordfra, pibeænder. 16 - 18 den 14. september og mindst 40 den 23. september På afstand er de især kendelige i flugten, fordi de har et stort, hvidt felt forrest på vingerne. Den 21. september havde jeg et morsomt syn fra en af bænkene ved Prinsholmstien: fem helt grå og ret små ænder, knar­ænder (gråandrikkerne er ved at få deres farvestrålende, nye dragt). De lå og opførte sig på en særlig måde: de ligesom drejede sig rundt og nappede noget fra vandoverfladen, lidt i stil med, hvad thor- og odinhanerne gør. De spiser plantedele og smådyr, og de kan endda tage dem med hovedet under vandet. Når knarænderne flyver op, ser man et lille, hvidt felt bagest på vingerne. De har ynglet i Hasselø nor, men kan også være gæster.

Af gæster nordfra er der allerede nogle tusinde, det er blishøns, som mest ligger under Lollands kyst. De første cirka 400 så jeg den 16. september, og 21. september talte jeg cirka 1.500. Til vinter kommer der mange flere øst- og nordfra.

De godt 200 knopsvaner, der fløj ind fra Østersø-området først på sommeren for at ligge og fælde, gør stadig deres pligt: der ligger masser af hvide svanedun i græsset. Og så stillede vores æresdoktor - i Uppsala 2005 - V. J. Brøndergaard mig en dag på biblioteket et såre enkelt spørgsmål: hvordan finder hunsvanerne ud af, hvem der er hanner? Jeg svarede, at hannerne har en større pandeknop end hunnerne, men kan nu ikke se det bekræftet i fuglebøgerne og har kun jævnligt iagttaget det på knopsvaneparrene på sundet.

Af gæster er der nu også ryler nordfra. Henrik på Bøtø så 20. september cirka 50 både neden for Bøtøskoven og ud for feriebyen. Det er ungfuglene, der trækker nu.

Og så kom kastanjerne! Til stadig glæde for de mindste, som ivrigt samler dem og med fryd lægger dem op på borde. Valnødderne er der også, og selv om nogen sagde til mig, at rågerne ikke havde opdaget det, modbevistes det de følgende dage af de halve skaller, der lå i græsset ved Prinsholm.

Og hjemme i min have røbede solsorten, hvad den var ude efter, da den fløj ud fra vinstokkens tætte løvhang, for det viste sig at gemme modne, blå druer. Så jeg skulle i gang med plukningen, hvis jeg også skulle have nogen!