Linda er den eneste i Danmark: - Man skal se mennesket, ikke monstret

- Det gælder om at se mennesket, ikke monstret, siger Linda. I tre år har hun været psykiatrisk sygeplejerske i Storstrøm Fængsel. Foto: Bjarne Arildsen

Storstrøm Fængsel har, som det eneste i landet, tilknyttet en psykiatrisk sygeplejerske.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Man skal se mennesket, ikke monstret. Og man skal forsøge at ændre mennesket, adfærdskorrigere det, så det ikke går ud og gør det igen.

Det er den indstilling, som den psykiatriske sygeplejerske Linda har, når hun træder ind til de indsatte i cellerne i blandt andet Storstrøm Fængsel for at tale med dem.

Noget, som hun gør hele tiden i sit arbejde på at forberede og hjælpe de indsatte til,  at de på et tidspunkt skal udenfor murene igen.

- Der er nogle, der sidder inde i 20 eller 30 år, hvis de har fået livstid. Men ingen sidder jo inde, til de dør. De kommer alle ud og skal være min eller din nabo, og vores børn kan møde dem nede i Brugsen, siger hun.

Den eneste

Linda, som kun vil have sit fornavn frem, har i tre år været ansat som psykiatrisk sygeplejerske i Kriminalforsorgen. I øvrigt den eneste med den funktion i Danmark.

- Normalt har det været psykologer, der har taget sådanne samtaler med de indsatte. Men disse samtaler blev tit af kort varighed, og det kunne de indsatte ikke rigtig bruge til noget, siger Linda.

Derfor har Kriminalforsorgen valgt at ansætte hende.

Hun er ledelsesmæssigt forankret i Herstedvester, men har base i Storstrøm Fængsel samt fem-seks arrester på Sjælland.

- Mine øjne

- På de lange dage kan jeg have op til 15 samtaler om dagen, siger hun.

Hun er afhængig af et tæt samarbejde med især fængselsbetjentene.

- De er mine øjne og skal kontakte mig, hvis de oplever, at en indsat har det dårligt eller har brug for en samtale.

Taler med mange

Det er ikke alle indsatte i statsfængslet, men dem på den særligt sikrede afdeling, som hun har samtaler med.

- Men der er mange, som gerne vil tale med mig, og som har et forløb hos mig. Det er ikke et krav, men et tilbud, siger Linda.

Som regel har hun samtaler med de indsatte en gang om ugen. Nogle har i en periode mere behov. Andre gange er det sjældnere.

Forberedelse

Inden hun indleder en ny samtale med en indsat, forbereder hun sig på samtalen.

- Der sidder mange, der er psykisk syge eller uligevægtige. De har PTSD, ADHD eller andre psykiske udfordringer, siger hun.

De kan også være i krise, fordi de er fængslet for første gang.

- Jeg forsøger at gribe dem mellem 18 og 21 år, når de bliver varetægtsfængslet Også selvom de ikke har bedt om det.

Første indtryk

Hun ser også de indsatte an, når hun møder dem første gang.

- Jeg lægger mærke til den umiddelbare kontakt. Får man et knusende eller et slattent håndtryk, eller er de nervøse? Prøver de at styre samtalen, eller er der følelsesmæssige udsving?

Hvis de slet ikke virker berørte, er det noget andet, som hun skal have fokus på.

- Jeg lægger meget mærke til det, som de siger, men også til det, som de ikke siger. Det beskriver tit mere om, hvordan de har det, end de giver udtryk for.

Kriminalforsorgen

  • Kriminalforsorgen består af Direktoratet for Kriminalforsorgen, to underliggende kriminalforsorgsområder med tilhørende institutioner (arresthuse og fængsler), og Kriminalforsorgen i Grønland.
  • Kriminalforsorgens hovedopgave er at medvirke til at begrænse kriminalitet ved at fuldbyrde de straffe, som domstolene har fastsat.
  • Det vil sige frihedsstraf, herunder afsoning med fodlænke, og tilsynsvirksomhed ved prøveløsladelse og betingede domme, herunder samfundstjeneste.
  • Kriminalforsorgen varetager også administration af varetægtsfængsling, frihedsberøvelse af udlændinge, udfærdigelse af personundersøgelser, tilsyn med psykisk syge kriminelle og drift af udrejsecentre for afviste asylansøgere.
  • Kriminalforsorgen har cirka 4.400 ansatte fordelt på 85 arbejdspladser over hele landet. 47 procent er kvinder, 53 procent er mænd.
  • De fleste er fængselsbetjente, men der er også lærere, socialrådgivere, værkmestre, jurister og mange andre.

Vil taler om alt

- Det er vigtigt for mig, at vores relation bliver god fra begyndelsen. Vi skal kunne se hinanden i øjnene. Og jeg ønsker, at "rummet", som de sidder i, er trygt og fordomsfrit. Og jeg giver plads til de følelser, som de sidder med, hvad enten det er sorg, vrede eller frustrationer.

Emnerne, som hun taler med de indsatte om, er meget forskellige.

- De vil tale om alt muligt. Familie og børn. Deres forbrydelser, og hvorfor de gjorde det. De vil gerne åbne sig. Man kan mærke, at de har brug for det, siger hun.

Og det, som de siger under samtalerne, kommer ikke videre, fastslår Linda.

Mentalt helbred

Samtalerne er ifølge hende et led i at varetage det, som hun kalder "de indsattes mentale helbred".

Ifølge Linda er det en stor psykisk belastning, når en indsat afsoner en dom uden en slutdato.

- Det er det, der er mit arbejde. Jeg anerkender ikke deres forbrydelser, men det er ikke mit job at dømme dem. Det sidste er op til domstolene. Ikke til mig.

- De indsatte ved godt, hvad de har gjort, og jeg har ikke berøringsangst over for dem. Og jeg har altid i baghovedet, at der er nogle ofre, som har været udsat for frygtelige forbrydelser, som de skal lære at leve med.

Se mennesket, ikke monstret.

Linda, fængselssygeplejerske

- Derfor er det så vigtigt, at disse forbrydelser ikke sker igen.