Guldborgsund

Linnéa Treschow og Lars Hvidtfeldt har nu føjet flere hektar til samlingen. På de nye jorde skal der dyrkes fødevarer og andet. Foto: Flemming Keith Karlsen

Godsejere i millionhandel

Ejerne bag Gammel Kirstineberg har opkøbt en landejendom i Nykøbing Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke småpenge, der handles for, når godsejerparret Linnea Treschow og Lars Hvidtfeldt, der er bestyrelsesformand i Folketidende Gruppen, udvider med en landejendom på Gaabensevej i Nykøbing Falster. 23,5 millioner kroner slipper parret for deres nye sted.

Ifølge parret skal købet ses i sammenhæng med, at de har solgt jord på Sydfalster til staten og nu har genplaceret værdien i en ejendom tættere på Gammel Kirstineberg. De tidligere arealer på Sydfalster rammes hårdere af restriktioner på, hvor meget kvælstof der må udledes, oplyser de.

Større areal udbudt til 35 millioner

Derfor er købet af de nye hektar reelt en flytning af produktionen fra Sydfalster til arealer tættere på deres øvrige aktiviteter omkring Gammel Kirstineberg.

Ifølge Lars Hvidtfeldt skal ejendommen bruges til at producere “gode danske fødevarer” som sukker, frø, spinatfrø, raps og korn.

Ejendommen var oprindeligt udbudt som en større handel til en samlet pris på 35 millioner kroner, men Linnea Treschow og Lars Hvidtfeldt oplyser, at de ikke har købt hele det udbudte areal. Med købet af de 80 hektar på Gaabensevej ejer parret nu godt 700 hektar i alt, oplyser de.