Guldborgsund

Meny på havnen i Nykøbing holder ophørsudsalg. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Fyrede medarbejderne: Sådan vil Meny hjælpe dem

Tirsdag formiddag kom meldingen om, at Meny på havnen i Nykøbing lukker. I et skriftligt svar skriver direktøren nu, hvad der sker med de fyrede medarbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret

MENY lukker

Tirsdag formiddag meddelte MENY på havnen i Nykøbing, at de drejer nøglen om.

Nu hjælper man medarbejderne videre til andre butikker.

Foreløbigt er planen, at butikken lukker efter onsdag i næste uge.

Tirsdag kom det frem, at Meny på havnen lukker.

Butikkens købmand, Jesper Pedersen, har ikke ønsket at kommentere lukningen og fortælle, hvorfor butikken skal lukke.

Folketidende har forsøgt at få et interview med  Meny's salgs- og driftsdirektør, Kennet Berlin. Det har ikke været muligt, men i en mail løfter han nu sløret for, hvad der sker med de ansatte.

- Det er trist for medarbejderne, at deres arbejdsplads lukker. Når varelageret er solgt og butikken er endeligt lukket, vil vi holde et møde med medarbejderne, og dem som måtte ønske det, vil vi prøve om vi kan hjælpe videre til andre butikker i regionen, skriver Kennet Berlin.

Sælger alle varer

Men inden medarbejderne kan komme videre, skal butikken tømmes.

Han skriver i mailen, at sidste åbningsdag er lige om hjørnet, men at den ikke ligger helt fast.

- Butikken sælger ud af sine varer nu, og vi har en fornemmelse af, at der mere eller mindre er udsolgt efter onsdag i næste uge. Det vil så være sidste åbningsdag. Hvis varerne er væk tidligere, er der selvfølgelig ingen grund til at holde åbent længere. Så det er lidt usikkert, men vi forventer, at onsdag er sidste dag, lyder det fra Kennet Berlin, salgs- og driftsdirektør i Meny i en mail.

I et tidligere svar til Folketidende skrev  Kennet Berlin, at man nu ville samle fokus på Meny på Parkvej.

Beskeden om lukningen kom bag på Ebbe Jørgensen, som er butikschef i Meny på Parkvej. Han anede ikke, at butikken på havnen skulle dreje nøglen om.