DAGENS LEDER
John Brædder har mere at juble over i NFH end på den politiske front. Foto: NFH
Der er ikke meget at juble over i Guldborgfuplisten
- Mon ikke de fleste forventer den størst mulige gennemsigtighed og ærlighed fra vores folkevalgte? Alt det John Brædder og Guldborgsundlisten ikke har udvist, skriver Folketidendes lederskribent.
Nå, for hulen.
Først havde Guldborgsundlisten ikke modtaget mere end 24.500 kroner fra en enkelt donor i den erklæring, der var sendt til Guldborgsund Kommune, så partiet kunne få partistøtte.
Men hovsa: Efter Folketidendes beskrivelse af de kreative fakturaformuleringer kunne Guldborgsundlisten med John Brædder i spidsen lige pludselig godt huske, at Jan Sørensens firma, MSE, havde smidt 25.000 kroner i nakken på lokallisten.
Ja, ja - vi er da glade for, at vi her på pladsen kan hjælpe hukommelsen lidt på gled hos det tidligere borgmesterparti.
Et iskoldt træk
Man kan selvfølgelig slå det hen som en forglemmelse, eller at alt sejler i Guldborgsundlisten, men det er altså for nemt.
Lad os lige huske på, at John Brædder hårdnakket har nægtet at tale om partistøtte og den noget lemfældige - ja, muligvis ulovlige - ændring af teksten på en faktura, så den ikke handlede om partistøtte fra Jan Sørensens firma, MSE, men om ’’drænarbejde’’ …
Hvem ved, måske har det drænarbejde suget ordentligheden ud af den tidligere borgmester!
Men altså, set herfra ligner det hverken sjusk eller forglemmelser, men et iskoldt træk for at skjule, at Jan Sørensen via MSE støttede John Brædders valgkamp.
Og her kommer så 25.000 kroners-spørgsmålet: Hvorfor ville John Brædder og Guldborgsundlisten ikke stå ved, at de havde en velynder i Jan Sørensen? Hvorfor var den forbindelse så farlig at offentliggøre?
Tja, her er der masser af rum for fortolkning. For John Brædder vil ikke fortælle det - og i det hele taget er lokallistemedlemmerne meget tavse.
Reddet af gongongen
Nu er beløbet og giveren så ude i offentligheden, fordi Guldborgsundlisten blev reddet af gongongen, nemlig Guldborgsund Kommunes overbærenhed, der gjorde, at de fik mulighed for at indsende en ny - og rigtig - erklæring.
Eller det går vi da ud fra. Altså, at der ikke dukker mere op fra gemmerne i Guldborgfuplisten?
Men man kan selvfølgelig finde lidt trøst i, at den trofaste partisoldats yndlingssang nærmest er dedikeret til partibossen, nemlig Bryan Adams’ ’’Everything I Do - I Do It for You’’ …
Er det vigtigt? Ja, for dælen. Mon ikke de fleste forventer den størst mulige gennemsigtighed og ærlighed fra vores folkevalgte?
Det gør vi da her på Folketidende, men den må Guldborgsundlisten jo klare med deres vælgere - og mon ikke de trods alt er glade for, at der er fire år, til de skal stå ansigt til ansigt med vælgerne igen.
Alt for dig
For Jan Sørensen er sagen måske lidt mindre alvorlig, da han trods alt ikke er herre over, hvad Guldborgsundlisten indberetter til kommunen af donorstøtte, men man kan da heller ikke her lade være med at tænke på, at den tætte forbindelse til John Brædder ikke skal flashes alt for voldsomt.
Endelig står pennefører René Fjeldsøe Sørensen, der har indsendt og underskrevet begge erklæringer, også noget afpillet tilbage.
Det er muligt, at han også er ført bag lyset af John Brædder - men man kan selvfølgelig finde lidt trøst i, at den trofaste partisoldats yndlingssang nærmest er dedikeret til partibossen. Det er nemlig Bryan Adams’ ’’Everything I Do - I Do It for You’’ …
Sagen kort
En fiktiv faktura på 25.000 kroner til MSE Entreprise skulle dække en del af Guldborgsundlistens annoncering i forbindelse med efterårets valgkamp.
Ifølge Folketidendes afdækning bad partiets spidskandidat John Brædder en annoncesalgskonsulent om, at regningen for blandt andet spots på Radio SydhavsØerne blev sendt til MSE Entreprise med teksten “Vi udfører drænarbejde” og altså ikke med en tekst om valgkampagne.
Samtidig bad John Brædder om en kreditnota på det samme beløb til partiet.
En lektor i regnskab fra CBS vurderer, at konstruktionen kan bruges til at omgå regler om politiske donationer.
Fakturafinten blev opdaget i en intern kontrol hos Folketidende Gruppen, som rettede op ved at sende en ny faktura med den sandfærdige tekst om valgkampagne.
MSE-direktør Jan Sørensen bekræfter, at han havde givet tilsagn om at sponsorere en lokal valgreklame, mens John Brædder blot vil bekræfte, at partiet har modtaget en kreditnota.
Seneste artikler
Yacht-par slipper indtil videre for afsoning
Efter succesfuld debut: Østofte-marked skal være fast tradition
Efter stor sæson: Toreby-dreng kåret som årets spiller
Lørdag gik starten til "verdens første Dodekalit-løb"
Mike, Cecilie og Peter støttede op om nyt pride-initiativ
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Inviterer alle til genåbning af smadret havn
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel