Lolland

På Lolland er huspriserne steget med 17 procent det seneste år og dermed markant mere end på landsplan. (Arkivfoto) David Arnholm

Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget

Mens huspriserne stiger i store dele af landet, er udviklingen særligt markant i Lolland Kommune, hvor priserne på villaer og rækkehuse er steget med 17 procent på et år. I Guldborgsund Kommune er priserne også gået op.

Offentliggjort

Huspriser stiger markant på Lolland-Falster

  • Lolland topper med 17 procent højere huspriser på ét år.
  • Guldborgsund stiger også, og boligmarkedet er i klar fremgang lokalt.

Der er fart på huspriserne i Danmark.

Nye maj-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse på landsplan nu ligger på 19.883 kroner pr. kvadratmeter.

Det er 1,4 procent højere end måneden før og 9,1 procent højere end samme tidspunkt sidste år.

Og den udvikling kan også mærkes på Lolland-Falster.

I Lolland Kommune er salgspriserne på villaer og rækkehuse steget med hele 17 procent det seneste år.

Dermed ligger kommunen markant over landsgennemsnittet, når det gælder den årlige prisudvikling.

I Guldborgsund Kommune er priserne også steget. Her er villaer og rækkehuse blevet 6,6 procent dyrere sammenlignet med maj sidste år.

Stiger i 83 kommuner

Ifølge Boligsiden er der tale om en bred tendens på boligmarkedet.

I 83 af landets 98 kommuner er huspriserne nu højere end for et år siden.

- Når vi kigger på landkortet over kommunerne med stigende priser, er det meget tydeligt, at det gælder i langt størstedelen af landet. Det er udtryk for, at den stigende interesse fra huskøberne er bredt forankret, og at det ikke kun er et fænomen, der gør sig gældende omkring landets største byer, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, i pressemeddelelsen.

Selv om de største prisstigninger især ses omkring København og Aarhus, viser tallene altså også fremgang i mere landlige kommuner..

Sommerhuse og lejligheder følger med

Det er ikke kun huse, der bliver dyrere.

På landsplan er ejerlejligheder steget med 18,4 procent det seneste år, mens sommerhuse er steget med 8,4 procent.